I det fynske folks tjeneste

KiMs satte snackrekord - vil nu sælge chokolade

KiMs satte indtjeningsrekord sidste år. Nu vil man sælge chokolade.

2015 var et rigtig godt år for Danmarks største producent af snacks og chips, KiMs.

Det går forrygende hos KiMs i Søndersø.

Danmarks største producent af snacks og chips, KiMs i Søndersø, fik sidste år et overskud på 140 millioner kroner før skat.

Det er det bedste resultat i mands minde og næsten 25 millioner kroner bedre end sidste år.

Salget af chips og snacks steg fra  618 til 648 millioner kroner.

Resultatet er så godt, at man har udloddet 100 millioner kroner i udbytte til de norske ejere Orkla.

Ifølge koncernledelsen er der mange ting, der er gået godt i 2015.

Markedet har udviklet sig positivt, og eksporten er steget med fire procent.

Desuden har KiMs haft fokus på optimering af produktionen og udvikling af nye snack-produkter.

KiMs er godt klar over, at ikke alle virksomhedens produkter er lige sunde.

Derfor producerer koncernen også sundere produkter.

I 2015 har man blandt andet lanceret Any Day Nuts, der ikke er stegt i olie.

Desuden støtter man idrætsprojekter for børn og unge bl.a. Street Handball.

KiMs hedder i øvrigt ikke KiMs mere, men Orkla Confectionery & Snacks Danmark.

Fra den 1. januar i år er KiMs gået ind i markedet for konfekture, og har blandt andet overtaget forhandlingen af Panda, ligesom KiMs nu sælger chokoladeplader og barer.

I øvrigt har KiMs netop fået en større konkurrent, idet Royal Unibrew nu også vil sælge chips og snacks. 

Ved du noget? Så send os et tip