Kinesisk hjælp til Danionics

Det bliver den kinesiske storproducent af batterier, GP Batteries International, der skal hjælpe den kriseramte fynske batteriproducent Danionics videre.

-

Det bliver den kinesiske storproducent af batterier, GP Batteries International, der skal hjælpe den kriseramte fynske batteriproducent Danionics videre.

Danionics indgår i et 50/50 joint venture med GP Batteries International, der er en af verdens 10 største batteriproducenter med 9.500 ansatte og produktion i flere asiatiske lande - og en enkelt fabrik i Danmark.

Danskerne bidrager med omfattende viden inden for blandt andet batterier til bærbare computere og skyder alle aktiver som produktionsanlæg, viden, udvikling og kvalitetsstyring ind i projektet. Den lejede fabrik i Odense, og enkelte medarbejdere er dog holdt uden for samarbejdet.

GP Batteries bidrager med penge - 61 millioner danske kroner - og overtager Danionics gæld og medarbejderforpligtelser. Desuden får Danionics adgang til GP Batteries omfattende salgsnet.

Det nye fællesskab bliver moderselskab for et produktionsselskab i Kina og et udviklings- og salgsselskab i Danmark. Formålet med samarbejdet er blandt andet at udnytte Kinas lave lønninger og bringe prisen på Danionics batterier ned.

Danionics forventer at kunne sænke produktionsomkostningerne med 30 - 45 procent. Danionics, der tidligere har haft op mod 300 ansatte, havde ved udgangen af 2003 123 medarbejdere. En del af dem er allerede opsagt som følge af aftalen, der tidligere har været offentilggjort - blot uden navnet på den nye partner.

Joint venturen træder i kraft den 30. april 2004 - forudsat godkendelse på generalforsamlingen den 22. april.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt