Kinesisk pædagogik møder fynsk legeplads: I Kina leger børn ikke for at lære

Carl Nielsen Lege- og Bypark havde onsdag besøg af en anderledes skare end normalt. En flok kinesiske pædagoger var på besøg for at forstå at leg og læring kan høre sammen.

quote Børn tager aldrig på legepladsen for at lære i Kina

Ann Guo Skov, facilitator ved AIKC

Der blev blitzet og filmet, da 17 kinesiske børnehaveledere onsdag var på besøg ved Carl Nielsen Lege- og Bypark. Her skulle de forstå, hvordan den fynske legeplads inspirerer til læring og ikke kun leg. 

- Jeg håber, de tager noget kultur og læring med og ser hvordan voksne leger sammen med deres børn, lyder det fra Sarah Primsø, der er formand for legeparken ved Nørre Lyndelse. 

Bag de kinesiske børnehaveleders visit i Nørre Lyndelse står blandt andre kinesiske Ann Guo Skov. Hun er facilitator hos H. C. Andersen International Kindergarten College (AIKC), som har arrangeret besøget. Hun mener også, at kineserne kan lære noget af legepladsen i Nørre Lyndelse.

- De kinesiske børnehaveledere har hørt, at leg er vigtig for læring. Derfor kommer de her, for at se, hvordan leg og læring kan fungere sammen, siger Ann Guo Skov, der er dansk gift og har boet i Danmark i fire år.

Carl Nielsen Lege- og Bypark

Opgør med kinesisk pædagogik

Ann Guo Skov påpeger, at den kinesiske forståelse af leg er markant anderledes end i Danmark. 

- Børn tager aldrig på legepladsen for at lære i Kina, forklarer hun, og fortsætter:

- Det gør man i Danmark, lyder det fra facilitatoren. 

Selvom legepladsen i Nørre Lyndelse i dag bød på et clash mellem kinesisk pædagogik og en fynsk legeplads, så er der alligevel flere fællesnævnere, vurderer Ann Guo Skov.  

- De (kinesiske børnehaveledere, red.) bruger musik til læring. Her kombinerer man musik med leg for at få læring, fortæller hun. 

Hun bliver bakket op områdets formand. 

- Musik og leg er to kodeord, som vi synes er rigtig vigtige at have fokus på, siger Sarah Primsø.

De kinesiske pædagoger har ikke kun gæstet lege- og byparken i Nørre Lyndelse. De har blandt andet også besøgt en skole i Otterup. 

Oversigt

    Oversigt