I det fynske folks tjeneste

Kinesisk turistbus fra København til Andersens Odense

01:48

Anker Boye (S) er sammen med overborgmester i København, Frank Jensen (S) og Erhvervsminister Henrik Sass larsen gået sammen om en forpligtende aftale, der skal skaffe flere turister fra Østen til Danmark. Her spiller H.C. Andersen en vigtig rolle.

1 af 2

De kinesiske turister skal nu busses direkte fra Den Lille Havfrue i København til Fyn og H.C. Andersens fødeby.

Odense kan levere den ægte vare i forhold til H.C. Andersen, og derfor går København og Odense nu i samarbejde om bustransport af kinesiske turister direkte fra Den Lille Havfrue på Langelinie til H.C. Andersens fødeby Odense.

- De trækker hen på Langelinie, kigger på Den Lille Havfrue og tænker, nå, er det det. Kunne vi lave Søpavillonen om til et besøgscenter, kunne vi blive partner i det, dem der var mere interesseret i Andersen, trække dem til Odense, sådan så København får mere værdi ud af det, Odense får mere værdi ud af det, turisten får mere værdi ud af det, siger borgmester i Odense Anker Boye (S).

Normalt kæmper de forskellige kommuner om turisternes gunst, og restaurations- og hotelbranchen er begejstrede over den helt nye form for kommunalt samarbejde.

- Det er en fantastisk nyhed, og nu har politikerne gjort deres, og så må vi gøre vores arbejde ved at gå sammen også på tværs af brancherne, siger formand for Horesta i Region Syddanmark Sten Slot Knudsen.

Kineserne skal blive på Fyn

Og man vil gøre sit til, at kineserne ikke vender tilbage til København allerede om eftermiddagen.

- Så vi i branchen må gøre vores til, at vi går sammen og finder nogle pakker, så vi kan få dem til at blive en dag eller to. Vi kunne tænke det sammen med Sydfyn eller Egeskov eller sågar Legoland. Der er ikke langt derover, siger Sten Slot Knudsen.

Hverken kommuner eller turisterhvervet er i tvivl om, at H.C. Andersen nemt kan holde til at blive spændt for endnu et turistfremstød.

- Asiaterne er jo vilde, ikke med personen, figuren og hatten og alt det der, men med eventyret, indholdet i det og livsfilosofien i dem, de kan spejle sig i og som siger dem noget. Det skal vi være meget bedre til præsentere over for den del af verden, og så kan København og vi og hele Danmark få meget mere ud af Andersen. Han er ikke til at slide op, han er Danmarks største ikon, siger Anker Boye.

Og Sten Slot Knudsen er enig med Odenses borgmester i, at H.C. Andersen kan bære at være frontfigur i jagten på turisternes penge.

- Han kan bære meget mere. Meget, meget mere. Der er meget mere i Andersen, end man forestiller sig, siger Sten Slot Knudsen.

Ved du noget? Så send os et tip