I det fynske folks tjeneste

Kioskejer fanger unge indbrudstyve og får bank af stedfar

En kioskejer i Otterup blev banket og truet med økse, da han tilbageholdt tre mindreårige indbrudstyve.

En kioskejer i Otterup blev banket og truet med økse, da han tilbageholdt tre mindreårige indbrudstyve. Foto: Anders Debel Hansen / Ritzau Scanpix

En 47-årig mand i Otterup på Fyn havde fået nok af jævnlige indbrud i sin kiosk. Derfor besluttede han natten til søndag at overnatte i butikken.

I løbet af natten vågnede han op, da en gruppe unge igen var ved at bryde ind.

Læs også To mænd er stukket med kniv i nattelivet i Odense

Politiet modtog anmeldelsen om indbruddet klokken 00.46. Det oplyser Ehm Christensen, der er vagtchef ved Fyns Politi, tidligt søndag morgen. 

- I anmeldelsen lyder det, at tre gerningsmænd er brudt ind i kiosken, og at det er lykkedes ejeren at tilbageholde to af dem, mens den tredje er stukket af, siger han.

Mindreårige gerningsmænd 

Der er tale om tre mindreårige; en pige på 16 år og to drenge på henholdsvis 14 og 16 år.

- Den ene gerningsmand når at ringe til sin mor og fortælle om situationen, siger Ehm Christensen.

Læs også Ældre mand omkommet efter at bil kørte i havnen

- Kort efter kommer en stedfar til drengene til stedet. Han tildeler kioskejeren knytnæveslag på højre øje og truer ham med en økse, siger vagtchefen.

Politiet har efterfølgende tilbageholdt to af de tre mindreårige. De er blevet sigtet for indbrud og er blevet løsladt igen.

Ved hvor gerningsmand opholder sig

Vagtchefen oplyser, at politiet endnu ikke har haft kontakt med den tredje af de tre indbrudstyve - den 16-årige dreng - men at de ved, hvem han er.

Derudover har politiet anholdt stedfaren, en 39-årig mand. Han blev pågrebet på sin bopæl efter hændelsen.

- Vi har stedfaren inde, og han sidder her endnu. Han løslades efter afhøringen, men bliver sigtet for vold og for at befri en anholdt, fortæller vagthavende ved Fyns Politi Kenneth Taanquist til TV 2/Fyn.  

Kioskejeren er chokeret, men har det efter omstændighederne godt, fortæller han.