I det fynske folks tjeneste

Kirken er blevet snobbet

Den fynske præst Peder Thyssen mener, at kirken går for meget op i finkultur og for lidt i kirkens sociale arbejde. Han får opbakning fra halvdelen af landets sognepræster.

Den danske kirke går for meget op i finkultur og glemmer dens sociale arbejde, mener flere sognepræster.

Folkekirken svigter sin rolle som den barmhjertige samaritaner til fordel for dyre strygerkoncerter og kostbar kunst på kirkevæggene.

Det mener næsten halvdelen af landets sognepræster ifølge en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad.

Folkekirken er i færd med at tage livet af sig selv, mener gadepræst og sognepræst ved Odense Domkirke Peder Thyssen:

- Problemet er, at diakoni ikke er en del af kirkens selvforståelse, og vi har intet på vores budgetter, der hedder diakonalt arbejde. De store indsatser bliver brugt på finkultur, siger Peder Thyssen til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst og forfatter Gudmund Rask Pedersen "er pinligt berørt over, hvad kirken fyrer af på kunst":

- Det er grotesk. Særligt hvis man ser et forhutlet barn ved siden af, eller når man ved, at nogen ligger og sulter et andet sted.

- Mennesker har det elendigt i vort danske velfærdssamfund, og der har kirken såvel som resten af samfundet en stor opgave, siger Gudmund Rask Pedersen.

Domprovst i København Anders Gadegaard mener også, at fordelingen af kirkens penge er forkert:

- Vi bruger kun de penge til det kirkelige liv og det diakonale arbejde, der er tilovers efter vedligeholdelsen af bygninger og kirkegårde. Der er brug for større fokus på de kirkelige udadvendte aktiviteter, siger domprosten til Kristeligt Dagblad.

Kritikken afvises af formand for Landsforeningen af MenighedsrådInge Lise Pedersen, som mener, at sognene har mere fokus på diakoni end for få år siden:

- Det er mærkværdigt, at præster brokker sig, når de selv er med i menighedsrådene. De skal engagere sig mere positivt i arbejdet og huske på, at de selv har indflydelse på, hvordan pengene bliver brugt, siger hun til Kristeligt Dagblad.