I det fynske folks tjeneste

Kirsten er i jobafklaring: - Det ender med at slå mig ihjel

Det er ikke kun borgere, der er i ressourceforløb, der bliver fastholdt i lange og meningsløse forløb. Sådan lyder det fra Kirsten Felin, som i flere år har været i gang med et "jobafklaringsforløb" i Odense Kommune.

00:53

Tidligere SOSU-assistent Kirsten Felin har lidt af stofskiftesygdommen Graves siden maj 2011.

Trods gentagne praktikforløb, en arbejdsevne på tre timer ugentligt og flere lægers ord for, at hendes helbredstilstand ikke kan forbedres - fastholder Odense Kommune hende nu på tredje år i et "jobafklaringsforløb", som hun oplever har store helbredsmæssige omkostninger.

- Hvis man ikke møder op i praktik, fordi man er for syg, kan man ikke vurderes. Hvis man møder op, siger de, man er mødestabil og kan udvikle arbejdsevne, og så skal man vurderes yderligere. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, siger Kirsten Felin.

Graves sygdom:

  • Immunsystemet tror fejlagtigt, at sjoldbruskkirtlen er syg og angriber den derfor.
  • Sygdommen medfører forhøjet stofskifte, som kan føre til: Hjertebanken, rastløshed, træthed, slaphed, svaghed, nervøsitet, irritabilitet, sved, varmeintolerance, udstående øjne, struma, fin rysten, hurtig puls, forhøjet blodtryk og øget risiko for blodprop i hjernen.
  • Sygdomsforløbet varierer meget, men vil hos de fleste fortsætte med at udvikle sig og kræve behandling.

Læs også Lone har kroniske smerter: Nu skal hun i praktik

Læge: Nuværende funktionsniveau er det maksimalt opnåelige

Den 54-årige tidligere SOSU-assistent har siden maj 2011 været syg med stofskiftelidelsen Graves sygdom.

Hun er i løbet af de seneste seks år blevet gradvist dårligere, og i september 2016 skrev lægen sådan her om Kirsten Felins tilstand:

"Hendes nuværende funktionsniveau må betegnes som det maksimalt opnåelige, således at tilstanden må anses som kronisk og stationær. Patienten kan ikke stilles i udsigt, at der kan forventes bedring i fremtiden".

Hvad er et jobafklaringsforløb?

  • Sygemeldte, der efter fem måneder ikke kan få forlænget sygedagpengene efter forlængelsesmulighederne, overgår til et jobafklaringsforløb.
  • Et jobafklaringsforløb minder i høj grad om de ressourceforløb, der blev etableret som et led i reformen af førtidspension og fleksjob. Målet med forløbene er, at en tværfaglig og sammenhængende indsats på sigt skal bringe den sygemeldte i arbejde eller i gang med en uddannelse.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Tre praktikker har ikke vist bedring - tværtimod

Kirsten Felin har i løbet af de seneste seks års sygdom været på sygedagpenge og i jobafklaringsforløb. Hun har tre virksomhedspraktikker bag sig.

Den seneste var på et ældrecenter.

Praktikken her blev afbrudt efter otte uger, da kommunens jobkonsulent vurderede, at det ville være formålsløst at fortsætte.

- Der vurderes ikke at være yderligere udviklingsmuligheder i forhold til funktionsafklaring, da Kirsten i gennem praktikperioden har oplevet en forværring af sin helbredsmæssige tilstand, som har bevirket, at hun har været nødt til at gå ned i arbejdstiden, skriver jobkonsulenten i et statusnotat, hvor hun fortsætter:

Undskyld mig, men jeg bliver syltet i systemet. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det.

Kirsten Felin, syg siden 2011.

- Endvidere vurderes det, at de barrierer, der er tale om, udelukkende er af helbredsmæssig karakter, og at Kirsten på baggrund af disse ikke vil kunne honorere kravene på det ordinære arbejdsmarked.

05:07

Se hele indslaget med Kirsten Felin

Luk video

Odense Kommune: Alt er ikke prøvet

Men på trods af klare lægefaglige vurderinger og jobkonsulentens beskrivelse af det seneste praktikforløb, beslutter Odense Kommune i april i år, at Kirsten Felin skal sendes ud i en fjerde praktik.

Kommunen begrunder beslutningen sådan her:

"På baggrund af de foreliggende oplysninger ses der ikke at have været forsøgt tilstrækkelig afprøvning af udvikling af arbejdsevnen i forhold til ethvert erhverv".

Samtidig bliver afbrydelsen af det seneste praktikforløb på grund af forværringen af Kirsten Felins helbred nu brugt som argument for, at en ny praktik skal iværksættes.

- Det vurderes, at der ikke kan foretages en vurdering af Kirstens arbejdsevne og fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet alene på baggrund af korterevarende praktikforløb bestående af 14 fremmødedage, hedder det i det brev, som Kirsten Felin har modtaget for få uger siden.

Kommunen fastholder altså, at de ikke har den fornødne dokumentation til at kunne visitere Kirsten Felin til hverken fleksjob eller førtidspension.

Det på trods af, at der andre steder i hendes papirer står, at hun er "bredt afklaret" i forhold til hendes funktionsniveau og arbejdsevne.

Afklaring kan være en langvarig proces

Koncernchef i Beskæftigelsesforvaltningen, Susanne Kvolsgaard, kan ikke kommentere den konkrete sag, men forstår godt, at et sygdoms- og afklaringsforløb på seks år, kan virke meget langt. 

- Det kan desværre tage lang tid at afklare en arbejdsevne. Særligt hvis borgerens helbredsmæssige situation ændrer sig undervejs, kan det trække ud, siger Susanne Kvolsgaard. 

01:03 Luk video

Hun afviser samtidig, at Odense Kommune spekulerer i en langsommelig sagsbehandling af økonomiske årsager.

- Vi har som kommune en klar interesse i at få de her jobafklaringer gennemført så hurtigt, som det kan lade sig gøre, således at borgeren hurtigst muligt bliver visiteret til den rette ydelse, siger Susanne Kvolsgaard.

00:55

Privat socialrådgiver, Ricky Magnussen, har gennemgået Kirsten Felins sag.

Luk video

Brug for skærpede retningslinjer

Den seneste uges debat om lange og for borgerne meningsløse eller endda helbredsforværrende forløb med gentagne praktikker har handlet om borgere i ressourceforløb.

Det er da også netop i forhold til ressourceforløb, at beskæftigelsesministeren i marts indskærpede overfor landets kommuner, at forløbene de skal give mening for de borgere, der er placeret i dem.

Ministeren påpegede også, at et ressourceforløb aldrig må forværre en borgers helbred - og kun skal iværksættes, hvor der er en realistisk mulighed for at udvikle borgerens arbejdsevne.

Kirsten Felin oplever, at hendes jobafklaringsforløb klart er modstrid med ministerens retningslinjer.

- Undskyld mig, men jeg bliver syltet i systemet. Det er i hvert fald sådan, jeg føler det, siger Kirsten Felin.

De vil formentlig være helt hundrede procent sikre på, at de har tjekket, om der er nogen som helst arbejdskraft gemt i dig. Kan du godt forstå det?

- Det kan jeg sagtens forstå, men synes du ikke, de har gjort det ud fra de papirer, jeg har vist dig? Hvordan kan de træffe afgørelse om endnu en praktik med de papirer, jeg har - og ud fra det jeg har vist i mine afklaringer? Jeg vil gerne samarbejde, men jeg må indrømme, at min tålmodighed er brugt nu. Jeg vil ikke mere.

Godt 1.900 fynboer er i jobafklaringsforløb

Assens: 176
Faaborg-Midtfyn: 280
Kerteminde: 73
Langeland: 18
Middelfart: 124
Nordfyn: 127
Nyborg: 80
Odense: 800
Svendborg: 224
Ærø: 3

Kilde: Jobindsats.dk, april 2017