I det fynske folks tjeneste

Kitesurfer og badegæst drukner nær Hvide Sande

To personer er med få minutters mellemrum druknet nær Ringkøbing. Den ene var en erfaren surfer.

To personer er tirsdag eftermiddag med få minutters mellemrum omkommet i drukneulykker nær Ringkøbing.

En 62-årig, erfaren kitesurfer fra Tyskland druknede nær Hvide Sande havn. Politiet modtog meldingen om ulykken klokken 13.23.

Ifølge vagtleder Henrik Nielsen ved Midt- og Vestjyllands Politi tyder det på, at et ildebefindende var skyld i ulykken.

Den 62-årige havde udstyr på til kitesurfing, og intet tyder på, at der var tale om en typisk drukneulykke.

- Kitesurferen er ude at surfe. Under turen ser kammeraterne, at han ligger i vandet lidt for længe. De sejler hen for at se, om der er noget galt. Han ligger livløs i vandet, så de redder ham ind og forsøger at genoplive ham.

- Ifølge hans kammerater har han surfet i 40 år, så han var erfaren. Vi ved endnu ikke, hvad ulykken skyldtes, siger Henrik Nielsen.

Det var tre venner til manden, der opdagede, at han faldt af brættet og lå livløs i vandet.

Kort tid efter modtog Midt- og Vestjyllands Politi en melding om, at en dansk mand på 63 år lå livløs på stranden.

Det var to tyske feriegæster, der fandt den livløse mand på stranden ved Fjand der ligger ikke langt fra, hvor den første ulykke indtraf.

Den 63-årige har været savnet af Fyns Politi siden mandag. Han blev forsøgt genoplivet, men stod ikke til at redde.

På stranden havde han efterladt tøj og badehåndklæde, før han hoppede i vandet i badetøj.

Ved du noget? Så send os et tip