Kiwi i Ullerslev bliver til Netto

Dansk Supermarked har nu sat navn på de første 10 tidligere Kiwi-butikker, som bliver til Netto. På Fyn er det Kiwi i Ullerslev, der som den første bliver til Netto. Samtidig søger Netto nye medarbejdere.

For godt to uger siden indgik de to dagligvarekoncerner Dagrofa og Dansk Supermarked Group en aftale, der betyder, at Dansk Supermarked Group overtager 81 tidligere Kiwi-lejekontrakter.

Planen er, at godt halvdelen af Kiwi-butikkerne omdannes til Netto-butikker. Dansk Supermarked Group kunne torsdag offentliggøre den første nye Netto på Fyn. Det bliver Kiwi på Nyborgvej i Ullerslev.

Samtidig annoncerer Dansk Supermarked Group nu, at de søger mere end 900 nye Netto-medarbejdere de kommende måneder, skriver de i en pressemeddelelse.

Det er alt fra butikschefer til butiksassistenter fordelt over hele landet.

- Jeg kan garantere, at vi kommer til at arbejde på højtryk for at åbne op med et forstærket Netto-koncept. Lige nu glæder vi os til at få en masse friske kolleger om bord, så vi sammen kan pifte hverdagen op for forbrugere i alle egne af Danmark, siger Nettos landedirektør Brian Seemann Broe.

Sidst i juli forventes de første konverterede Kiwi-lejemål at åbne som Netto’er. Og derfra går det stærkt med mellem tre og fire ugentlige butiksåbninger.

Oversigt

    Oversigt