I det fynske folks tjeneste

Klagenævn dumper Svendborg: Genovervejer 80 meter høje vindmøller

00:32

Video: Ken Petersen

Skæbnen er uvis for to 80 meter høje vindmøller på Tåsinge, efter to klagenævn har dumpet kommunens sagsbehandling. Nu vil administrationen overveje at standse møllerne.

De to 80 meter høje vindmøller, der er opsat på det vestlige Tåsinge i Svendborg Kommune, ser egentlig fredelige ud.

På en kælderkold januar-onsdag skubber vinden kun sporadisk til de store vinger, der stille glider rundt om deres akse.

Vindmøllernes fredelige fremtoning står i skarp kontrast til den heftige debat, de har affødt.

En af naboerne til de høje møller, Allan Bliss, føler sig ramt på sin retssikkerhed efter kommunens sagsbehandling omkring hele forløbet med møllerne.

Der er simpelthen ikke noget i den her sag, der er almindeligt.

Erik Meldgård Bendorf, Kommunaldirektør, Svendborg Kommune

- Der er jo intet i projektet, der har været i orden. Møllerne støjer for meget, der er blevet ændret på typen og Svendborg Kommune har simpelthen ikke haft kræfterne til at køre den her sag ordenligt, mener han.

Sammen med en gruppe naboer har han kæmpet imod kommunens godkendelse af vindmøllerne. To myndigheder, Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet, har vurderet, at grundlaget for at opstille møllerne var for vagt. Alligevel gav kommunen tilladelse til, at de to vindmøller blev taget i brug.

- Det er jo ikke den måde, man bør behandle sådan nogle sager. Det er vi ekstremt forundrede og skuffede over, siger Allan Bliss.

Læs også Udvalgsformand fastholder: Vindmøller skal op på Tåsinge

Tilladelserne skal måske kaldes tilbage

I de to afgørelser står der blandt andet, at: 

a) Svendborg Kommunes lokalplan i forbindelse med opsætningen underkendes, og

b) Svendborg Kommune burde have lavet en såkaldt 'VVM-vurdering' før opsætningen for at afdække konsekvenserne for områdets miljø og natur.

Begge klagenævn har 'hjemsendt' sagsbehandlingen, hvilket vil sige, at Svendborg Kommune skal starte forfra på arbejdet.

Onsdag kom Svendborg Kommunes egen redegørelse af sagen.

Ifølge kommunaldirektør i Svendborg Kommune, Erik Meldgård Bendorf, giver redegørelsen anledning til at genoverveje møllernes fremtid.

Han fortæller, at han aldrig har oplevet noget lignende.

Læs også Ny tvivl om vindmøller

- Jeg kan ikke mindes, at vi før er blevet underkendt i en lokalplan af et ankenævn. Der er simpelthen ikke noget i den her sag, der er almindeligt, siger han.

Han anerkender, at det ikke nødvendigvis var den rigtige beslutning at give tilladelse til at tage møllerne i brug, selvom man havde modtaget klagenævnenes afgørelser.

- Det er jeg ikke sikker på, det var. Men vi har også et ansvar over for vindmølleopstillerne. Som det er nu, har vi to muligheder på den korte bane. Enten kan vi give et standsningspåbud eller også kan vi trække tilladelserne tilbage. Vi overvejer begge dele, forklarer Erik Meldgård Bendorf.

Hvornår afgørelsen om vindmøllernes fremtid træffes, vides endnu ikke. Kommunen venter lige nu på svar i nogle partshøringer, hvor man har bedt vindmølleopstillerne om at fortælle, hvilke konsekvenser en standsning vil medføre for dem. 

Se indslaget, der blev sendt på TV 2/Fyn 3. januar:

03:16

Svendborg kommune har fået voldsom kritik for at give tilladelse til to vindmøller på Taasinge. Nu genovervejer kommunen beslutningen.

Luk video

Læs også Kritik af kæmpevindmøller: - De ødelægger landskab og udsigt

Ved du noget? Så send os et tip