I det fynske folks tjeneste

Klasselokalerne bugner i de store byer.

Det er i de store byer, at der sidder flest elever i klasselokalerne. Landsgennemsnittet er stigende. Til gengæld er der langt mellem eleverne på Ærø.

De sidder tættest på skolebænken i Gentofte og Furesø.

Her er der nemlig i gennemsnit 22,8 elever per klasselokale, hvilket er det højeste antal i landet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Rødovre og Helsingør fylder også klasserne godt op med henholdsvis 22,6 og 22,2 elever per klasse.

Ud over de tætbefolkede kommuner i hovedstadsområdet, ligger der også enkelte østjyske kommuner som Aarhus, Vejle og Silkeborg i toppen af listen.

Og det er i de tyndest befolkede områder, at der er mest plads i klasselokalerne. Region Nordjylland er den region i Danmark med færrest elever i klasserne. Her er gennemsnittet 18,8 elever.

Region Hovedstaden er den region med flest elever per klasse, gennemsnittet er 21,5 elever per klasse.

Landsgennemsnittet for alle folkeskoleklasserne er 20,3 elever. Men i enkelte kommuner, kan tallet komme helt ned under 18 elever per klasse.

Færrest elever er der i klasserne på Samsø, hvor der kun er 11,4 elever per klasse. Herefter kommer Ærø med 13,6 elever og Morsø med 15,9 elever.

Men også på fastlandet kan kommuner som Odsherred, Skive, Ringkøbing-Skjern og Thisted alle fremvise klasselokaler, hvor der i gennemsnit sidder under 18 elever.

Generelt er folkeskolerne fyldt bedst op.

Der er i gennemsnit 17,3 elever i klasserne i friskolerne, og hvis man fjerner dem fra landsgennemsnittet ryger klassekvotienten i de offentlige folkeskoler op på 20,9 elever per klasse.

Ved du noget? Så send os et tip