Klaus tester robothandske: Nu taber jeg ikke kaffekoppen

Investorer har skudt tre millioner svenske kroner i en robothandske, der kan styrke fingergrebet for tusindvis af brugere med svage hænder

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med en sidelæns bevægelse puffer han mønten hen til kanten af bordet og glider den ind i hånden.

Kaffekoppen skal han bruge begge hænder til at løfte. Knappen i skjorten rører han aldrig, for det tager for lang tid.

30-årige Klaus Højsgaard Fogh har stort set ingen bevægelse i sin højre hånd, den venstre er svag. I dag er han på besøg i Forskerparken for at prøve prototypen til robothandsken Tendo.

quote Det er jo helt unikt, at man bruger sin egen hånd og har sine egne taktile fornemmelser af, hvad det er, man foretager sig. 

Søren Møller Parmar-Sielemann, seniorkonsulent i WelfareTech.

Det er hans andet møde med svenske Sofie Woge. Hun er industriel designer og iværksætteren bag handsken.

-Jeg er virkelig imponeret over, hvad I indtil videre har udviklet. Det her kan blive en rigtig stor opfindelse, siger han og trækker i de tråde, der bevæger pegefinger og tommeltot.

Prototypen er printet ud i 3D, hvor man manuelt trækker i snorene, som er de kunstige sener til bevægelse pege- og tommelfinger. Den færdige handske bliver lavet i tekstil med indbyggede sensorer, der bevæger de kunstige sener. 

Sådan virker Tendo

Styrker to fingre

Handsken skal gøre det nemmere for mennesker med svage hænder at klare sig selv. Den sidder på armen og dækker tommel- og pegefinger.

Brugeren får styrke til at bruge de to fingre, så de kan åbne og lukke grebet. Dermed får de hjælp til at udføre enkle dagligdags-aktiviteter, som ellers ville være umulige med nedsat funktion i hænderne. 

-Det er jo helt unikt, at man bruger sin egen hånd og har sine egne taktile fornemmelser af, hvad det er, man foretager sig. Man kan selv fornemme det ekstra greb, det giver en. Der er også andre produkter, som giver noget henad det samme, men de der noget mere klodsede, siger Søren Møller Parmar-Sielemann, der er serniorkonsulent i WelfareTech.

Fem procent af borgerne i den vestlige verden har dårlige fingre på grund af gigt, slagtilfælde eller en ulykke.

For dem er det svært at binde snørebånd eller samle en mønt op fra jorden. Klaus Højsgaard Fogh blev lammet for 12 år siden fra brystet og nedefter på grund af en vædskeophobning i rygmarven, der trykkede hans nervebaner.

Hans hænder var helt klemt sammen, og lægerne mente aldrig, han ville komme til at gå. Men vilje og genoptræning gør, at han har fået meget af førligheden tilbage. Nu er han med til at udvikle handsken, så andre i samme situation kan få en større bevægelsesfrihed. 

-Det kan gøre den forskel, at jeg nemmere kan tage en kop og måske kan slippe for at tabe den eller risikere at tabe den, siger han.

Det kan medføre fysisk isolation og kontinuerligt behov for hjælp, hvis man mister bevægelsen i fingrene. Ideen med handsken er at gøre disse mennesker uafhængige.

Svenske millioner til udvikling

Tre svenske investorer har skudt tre millioner svenske kroner i udviklingen af handsken. Pengene skal bruges til at udvikle handsken og teste den med en række brugere. Pengene gør det muligt at få den hurtigere klar til markedet.

-Jeg synes, ideen har bærekraft. Ideen er unik, og der findes en unikitet i det her produkt. Men det er vældig meget disse tre personer, som jeg tror stenhårdt på, siger Bertil Allard, der er en af investorerne.

Teamet bag Tendo arbejder videre med den første funktionelle prototype i tæt samarbejde med en række brugere om at fremstille en mindre udgave. Håbet er at kunne sælge den første handske om et til halvandet år.
Teamet bag Tendo arbejder videre med den første funktionelle prototype i tæt samarbejde med en række brugere om at fremstille en mindre udgave. Håbet er at kunne sælge den første handske om et til halvandet år.
Foto: Morten Grundholm

Aftalen kom på plads efter Sofie Woge for en måneds tid siden pitchede sin ide til investor summit hos Nordea. 130 kapitalstærke investorer fra både Fyn og resten af Danmark og Kina, Norge, Italien og Storbritannien var i Odense for at kigge på mulige investeringer. En række af dem viste interesse for Tendo, og nu er en aftale på plads.

Udover Sofie Woge er Robin Gustafsson og Pontus Renmarker er også medejere af virksomheden. Millionerne giver de unge iværksættere ro og tid til at fokusere på at udvikle prototypen. Den første prototype er stor og har tre gange så megen styrke, som en person har brug for. Robotudviklerne arbejder på at gøre den mindre og tilpasse kraften efter, hvor meget bevægelse personen selv har i fingrene.

27-årige Sofie Woge og de to andre svenske ejere af firmaet er i Danmark, fordi de fik muligheden for at være en del af StartUp-hubben i Odense. 

Her kan de udvikle prototypen, ansøge om patent og få kontakt til et netværk af virksomheder gennem Odense Robotics, så produktet kan komme på markedet hurtigere.

Erfaring fra astronauter

Sofie Woge er uddannet ingeniør med en master i industriel design fra Lund Universitet. Hun har tidligere arbejdet for Nasa i USA med et projekt, hvor hun skulle udvikle udstyr til at træne hænderne på astronauter, så de ikke mister muskelstyrke, mens de er i rummet. 

Teknikken forstærker astronauternes håndgreb i rumdragterne, selvom de bevæger sig i vægtløs tilstand og med tykke handsker.

De samme principper har hun brugt til Tendo, som ved hjælp af indbygget sensorteknologi tilfører kunstig styrke til bevægelse i fingrene. 

Ideen besluttede hun sidste år at omdanne til et firma. De arbejder videre med den første funktionelle prototype i tæt samarbejde med en række brugere om at fremstille en mindre udgave. Håbet er at kunne sælge den første handske om et til halvandet år.

Prisen ligger endnu ikke fast, men de nærmeste konkurrenters løsning koster 6.000 euro. Håbet er at komme under den pris.

Et marked i rivende udvikling, hvis man spørger Søren Møller Parmar-Sielemann fra WelfareTech. Ifølge ham vil flere borgere i fremtiden være selvhjulpne og accepterer ikke at begrænses af gigt i fingrene eller sclerose.

-Teknologi som det her vil vi se mere af i fremtiden. Folk vil enten selv gå ud og købe løsningerne eller vil forlange, at kommunen stiller det til rådighed eller eventuelt kan blive visiteret til.

Med investeringen på plads bliver næste udfordring at finde samarbejdspartnere i sundhedssektoren og kommuner og kontakt til producenter og potentielle brugere af Tendos produkt. 

 

 

Oversigt

    Oversigt