Klimaministeren vil have tilskud til vedvarende energi væk

Klimaminister Lars Chr. Lilleholt, Venstre, vil med tiden have vedvarende energi til at være underlagt markedskræfterne.

Det kom frem, da han debatterede klimapolitik med tidligere formand for Verdensnaturfonden, Gitte Seenberg, på Det Fynske Folkemøde lørdag.

En tilhører spurgte ham, hvorfor regeringen har fjernet tilskud til elbiler.

Lars Chr. Lilleholt svarede, at regeringen ikke synes, der er råd til at give tilskud til elbiler mere.

- I det hele taget synes vi ikke, at det er en god ide at give hinanden tilskud til dit og dat, sagde han og tilføjede:

- Min ambition som minister er, at få vedvarende energi til at blive reguleret af markedskræfterne, så vi kan fjerne tilskud og gennem konkurrence opnå billigere priser.

Til det svarede Gitte Seeberg:

- Vi har ikke råd til at støtte elbiler, men vi har råd til, at sætte alle mellemklassebiler ned i registreringsafgift og bruge 600 - 700 millioner kroner på det. Måske ville det være en god ide, når man tager beslutninger at tænke noget klimahensyn og miljø ind.

Oversigt

    Oversigt