I det fynske folks tjeneste

Klimaplan kan koste dyrt på Fyn

Fynske gartnerier rammes hårdt, hvis de mister billig varme fra kul: Energibranche efterlyser konkrete løsninger i rød klimaplan

De fynske gartnerier er afhængige af billig varme, og som det er nu, kommer den fra kul.

De fem partier, der udgør Folketingets opposition, er sammen blevet enige om 10 punkter i en klimaplan.

Trods planen sidder energibranchen stadig tilbage med mange spørgsmål om, hvad der skal ske med energipolitikken, hvis danskerne ved næste valg skifter regering.

- Jeg er blevet klogere på, hvad retning deres ambitioner går i. Men når det handler om, hvordan de vil nå ambitionerne, er jeg ikke blevet meget klogere, siger direktør Lars Aagaard i brancheorganisationen Dansk Energi.

- De har målsætninger, men ingen virkemidler. Det gør det temmelig svært at vurdere, hvad er det er for en politik, der skal føre frem til at nå de mange målsætninger.

Læs også Gartnerier ud af krise: Dansk loyalitet slår igennem

Farvel til kul betyder dyrere varme
Hvis partierne ønsker, at vedvarende energikilder skal udgøre en større og voksende del af energiforbruget, skal de ifølge Lars Aagaard ikke kun udvide mængden af vedvarende energi, der produceres.

Derudover peger han på, at ambitionerne ikke kan indfris, hvis ikke der findes en løsning på en række konkrete problemer. Eksempelvis hvis kul skal udfases inden 2030, som partierne foreslår.

- Vi vil også gerne udfase kul. Men sandheden er, at med de alternativer, der er i dag, betyder det en betragtelig højere varmeregning i Aalborg og Odense, siger Lars Aagaard.

- I Odense betyder det en udfordring for gartnerierhvervet, hvis ikke de får billig varme fra kul.

Vil have afgift sat ned
Ifølge Dansk Energi bør elafgiften sænkes for at gøre el mere attraktivt. Lars Aagaard peger på en række steder, hvor omstillingen til vedvarende energikilder bremses af højere elpriser som følge af afgifter.

Det gælder ifølge ham opvarmningssektoren, udskiftning af oliefyr til varmepumper hos private, fjernvarmesektoren og den kollektive transport.

- Vi er nået til det punkt i energipolitikken, hvor vi godt kan blive ved med at bygge mere grøn energi. Men det kommer ikke til at påvirke vores CO2-udslip særlig meget, hvis ikke den bliver brugt, siger han.