Klovn sprang ud foran bil i Bolbro

Klovnedillen, der har floreret på Sjælland kom natten til tirsdag til Fyn - nærmere betegnet - Bolbro, hvor en bilist fik sig en forskrækkelse.

En bilist kom kort efter midnat natten til tirsdag kørende på Middelfartvej i Odense-bydelen Bolbro.

Udfor Føtex sprang en person iført klovnedragt pludselig ud foran bilen, som måtte bremse hårdt. Derefter forsvandt klovnen.

Bilisten meldte episoden til politiet, som tog ud og afsøgte området, men de fandt ingen klovn.

Politiet hører gerne fra vidner, som måtte have set en klovneklædt person mandag aften eller nat.

- Vi ser på det med alvor og ærgrelse over, at det nu også er kommet til Fyn. Det skaber utryghed og farlige situationer. Hvis vi får fat i vedkommende risikerer han at få en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det kan give bøde på mellem 1500 kroner og 3000 alt efter, hvordan det udarter sig. Får man lavet en ulykke eller andet alvorligt, er man ovre i straffeloven, og det kan give op til otte års fængsel, advarer vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist.

Fænomenet med klovne, der skræmmer folk, kommer fra USA og England, hvor folk er blevet slået ihjel på grund af ulykker eller slagsmål med bevæbnede klovne.

På Sjælland har der været flere episoder. Natten til tirsdag kørte en bilist galt i Frederiksværk, da en klovn med en økse sprang ud foran hans bil, skriver tv2.dk

Opdateret klokken 14.00

Oversigt

    Oversigt