I det fynske folks tjeneste

Klovnefestival kæmper for livet

En ny støtteforening i Svendborg, Klovnefestivalens Venner, skal være med til at skaffe penge til at holde klovnefestivaler også fremover.

Håbet er i første omgang at få overtalt Svendborg Kommune til at give økonomisk tilskud og støtte til at videreføre og udvikle Svendborg Internationale Klovnefestival, som har været holdt 13 år i træk.

Folkene bag støtteforeningen, Klovnefestivalens Venner, har været i kontakt med samtlige partier i Svendborg Byråd og fået positive tilkendegivelser.

Støtteforeningen vil på længere sigt søge støtte fra private givere og fonde for at få råd til at videreudvikle festivalen.

John Newmann, klovnen Jo Jo, fortsætter som kunstnerisk leder, men han har brug for ro på det økonomiske og organisatoriske område, og her træder støtteforeningen altså til.

De tidligere år har Svendborg Internationale Klovnefestival fået tilskud fra Svendborg og andre kommuner, men det blev i 2011 overdraget til Udvikling Fyn, som har stoppet bevillingerne.

Ifølge Udvikling Fyn passer klovnefestivalen ikke ind i Udvikling Fyns strategi.

Ved du noget? Så send os et tip