Knæskadet fynsk spiller misser håndbold-EM

Anfører for kvindelandsholdet i håndbold Stine Jørgensen skal opereres i knæet og bliver ikke klar til EM i Frankrig.

Den danske landsholdsanfører Stine Jørgensen måtte i weekenden forlade banen med cirka ti minutter tilbage af Odense Håndbolds Champions League-kamp mod Metz.

Årsagen var en skade i knæet, som Stine Jørgensen modtog behandling for på bænken, inden det blev afgjort, at hun ikke kunne spille videre i kampen.

Nu oplyser Odense Håndbold, at anføreren for kvindelandsholdet i håndbold Stine Jørgensen skal opereres i knæet, og hun bliver derfor ikke klar til EM i Frankrig.

Stine Jørgensen skal efter alt at dømme være væk fra banen i seks til otte uger, og dermed bliver hun ikke klar til EM i Frankrig, der afholdes i december.

- Jeg synes, det er svært at forholde sig til situationen lige nu. Lige nu må jeg bare tage en dag ad gangen, og så vil jeg ikke bruge så meget tid på spekulationerne omkring fremtiden, siger Stine Jørgensen om sin skade i pressemeddelelsen.

Også Odense-træner Jan Pytlick er ærgerlig over at miste en af sine vigtigste spillere.

- Det er selvfølgelig et stort tab for holdet, at Stine er ude i den her periode, hvor vi har så mange kampe. Jeg er også ked af det på Stines vegne.

Går glip af flere kampe

Fredag skal Odense-mandskabet spille Champions League på udebane mod Larvik, og den kamp bliver Stine Jørgensen så ikke klar til. 

Det danske landshold skal mødes den 19. til 25. november for at spille Møbelringen-turnering i Norge, inden holdet 30. november spiller sin første kamp ved EM i Frankrig.

Alt sammen bliver den fynske håndboldspiller ikke klar til. 

Oversigt

    Oversigt