I det fynske folks tjeneste

Knald eller fald for fodboldpiger fra Vollsmose

Når det danske kvindelandshold i fodbold onsdag aften løber på banen til den afgørende VM-kvalifikationskamp mod Finland i Viborg, kan spillerne regne med fuld opbakning fra en busfuld indvandrer-roligans fra Vollsmose.

Fodboldpiger fra Vollsmose hepper på kvindelandsholdet.

Vil gerne til Kina

Indvandrerpigerne kommer fra projektet Håbets Landshold i Vollsmose, som benytter sig af fodbold til integration.

Gennem et samarbejde med det danske landshold har projektet mulighed for at komme med til VM i Kina. Men det kræver en sejr i onsdagens kamp.

Danskerne tabte første kamp mod Finland 1 - 2, og kun en sejr kan sikre dem turen til Kina - og det samme gælder fodboldpigerne fra Vollsmose.

Derfor tager pigerne til Viborg for at heppe på landsholdet onsdag aften.

Fodbold integrerer

Håbets Landshold er et integrationsprojekt på Humlehaveskolen. Fodbolden gør det muligt at få pigerne væk fra Vollsmose, møde danske piger og opleve danske normer og traditioner.

Projektet begyndte i 2002 og har etableret et samarbejde med det danske kvindelandshold, som har resulteret i, at Vollsmose-pigerne har besøgt landsholdsspiller Merete Pedersen på Sardinien og været med landsholdet til EM i England.