Knaldet for byggepladstyveri

To mænd blev stoppet og anholdt med maskiner, de havde stjålet fra en byggeplads natten til fredag.

To mænd havde natten til fredag udset sig nogle maskiner fra en byggeplads i Hjallese i det sydlige Odense, de ville have fingre i, hvilket de også fik, men de fik ikke glæde af dem ret længe.

- De havde stjålet en minilæsser og en pladevibrator fra byggepladsen, men uheldigvis for dem kom en hundepatrulje forbi kort efter, fortæller vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi.

De to mænd havde læsset maskiner op på en trailer, men blev stoppet af hundepatruljen på Jacob Hansens Vej, fordi politiet undrede sig over, at de to kørte rundt med maskinerne klokken 00.30.

- De måtte erkende, at maskinerne nok ikke tilhørte dem, siger Thomas Bentsen.

De to danske mænd på 33 og 23 år blev anholdt og sigtet for tyveri og sidder nu på politigården i Odense til afhøring.

Oversigt

    Oversigt