Knallertkører er i kritisk tilstand efter højresvingsulykke

En mand er fragtet til hospitalet, efter at han blev påkørt af en bil. Han er blevet alvorligt kvæstet.

En mand på knallert er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke i nærheden af Middelfart. Manden blev ramt af en bil, der svingede til højre. Det oplyser Fyns Politi.

Knallertkøreren er blevet kørt på Odense Universitetshospital.

- Han er i kritisk tilstand, men meget mere ved vi ikke, siger vagtchef Asbjørn Larsen tirsdag aften.

Siden eftermiddagen har læger arbejdet på at forbedre mandens tilstand, der hele tiden har været beskrevet som alvorlig.

Indtil videre ved politiet, at både bilen og knallerten er kørt ad Brovejen på vej mod Middelfart.

Da føreren af bilen vil svinge til højre, bliver knallertkøreren ramt. 

Personen bag rattet i bilen har afgivet sin forklaring til politiet. Det har dog ikke bragt Fyns Politi tættere på en forklaring på, hvorfor føreren har ramt knallerten i sit sving.

Den kvæstede mand er 61 år og kommer fra Fredericia.

 

Oversigt

    Oversigt