Knallertrøver brækkede skulder på rollatorbruger

Torsdag eftermiddag fik en 83-årig kvinde frarøvet sin pung af en mand på knallert. Hun faldt og brækkede skulderen ved røveriet.

Kvinden kom gående med sin rollator ad Rugvang ved Tarup Centret i Odense klokken 15.25, da en knallertkører kører op på siden af hende.

- Hun kommer gående, da en mand på knallert kører op på siden af hende og tager det sorte net, som hun har sin pung i, og som ligger på rollatoren. Det er ikke helt klart om hun vælter fordi hun gør modstand eller om knallertkøreren vælter hende. Men hun falder og brækker skulderen og får også nogle småskrammer, siger vagtchef Kim Munksgaard, Fyns Politi.

Svær at finde

Den 83-årige kvinde har ikke kunnet givet politiet meget at gå efter.

- Nej, det er stort set ikke noget signalement. Det eneste hun kunne fortælle var, at det drejer sig om en mand, måske en kraftig mand, på en mørk knallert, med en sort styrthjelm, der satte kurs mod Odense Centrum, siger Kim Munksgaard.

Er der nogen, der har set noget på Rugvang klokken 15.25 torsdag eftermiddag, vil politiet gerne høre om det på 114.

Oversigt

    Oversigt