I det fynske folks tjeneste

Knivrøveri var opspind

Det var en psykisk syg mands råb om opmærksomhed der lå bag en påstået knivstik-episode i Odense søndag aften. Den 33-årige mand der blev fundet med knivstik havde stukket sig selv.

Det var ikke et knivoverfald der lå bag en 33-årig mands knivstik. Manden stak sig selv for at få opmærksomhed.

Den 33-årige mand blev fundet af en beboer i en havekoloni nær ved Friluftsbadet i Odense.

Ifølge vicepolitikommisær Jack Lidedecke fra drabsafdelingen hos politiet i Odense, havde den 33-årige mand selv taget en kniv med hjemmefra som han stak sig med.

Manden gav sig selv et enkelt ikke livstruende knivstik som han blev behandlet for på hospitalet. Manden er stadig indlagt på hospitalet.

Politiet så meget alvorligt på sagen i aftes og havde både teknisk afdeling på gerningsstedet og hunde til at lede efter spor.

Politiet har endnu ikke truffet afgørelse om hvorvidt manden skal tiltales for falsk anmeldelse.

Det er kun en måned siden at en kvinde i Odense blev dømt i en lignende sag. Her havde kvinden stukket sig selv i maven og anmeldt en navngiven gerningsmand.