Knivstikker fik to et halvt års fængsel

En 28-årig mand blev tirsdag ved Østre Landsret i dømt to et halvt års fængsel for at have stukket en familiefar ned i Nyborg for over to år siden.

Gav fingeren

Den 28-årige var stærkt ophidset, da han modtog dommen på to et halvt års fængsel i tirsdagens ankesag, og inden han forlod Østre Landsret i Odense, gav han fingeren til salens tilhørere.

Den 28-årige skal betale sagens omkostninger og en erstatning på 10.000 kroner til offeret - Gert Søgaard fra Ullerslev, der har haft svære psykiske problemer efter knivstikkeriet.

Gert Søgaards kone Trine Søgaard, sagde efter dommen til TV2/Fyn, at hun er lettet over, at sagen endelig er slut.

Langt sagsforløb

Sagen har nemlig haft et langvarigt og til tider grotesk forløb.

I første omgang blev den 28-årige mand frifundet, fordi offerets sønner, der var vidner til knivstikkeriet, var blevet truet til tavshed.
Senere blev sagen anket til landsretten, men fordi Fyns Politi afleverede anklageskriftet til den 28-åriges søster og ikke til ham selv, blev sagen afvist.

Den Særlige Klageret besluttede derefter, at sagen skulle gå om, og sidste år blev den 28-årige i dømt to et halvt års fængsel. Den dom ankede han, men Landsretten har altså nu stadfæstet dommen.

Den 28-årige sad allerede varetægtsfængslet, men i en anden sag, hvor han er involveret i et knivdrab på en parkeringsplads i Odense.

Oversigt

    Oversigt