I det fynske folks tjeneste

Knivstikker stak igen - offer tæt på at dø

Den 28-årige mand, der onsdag aften stak en 30-årig iraker ned på en parkeringsplads i Odense, så han var tæt på at dø, har tidligere været involveret i en alvorlig knivstikkersag.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det var ham, som i november sidste år blev dømt for at stikke en 46-årig familiefar ned på åben gade i Nyborg. Den 28-årige er på fri fod, fordi han ankede dommen på to og et halvt års fængsel i byretten.

Mens sagen venter på at blive taget op igen i landsretten er han en fri mand. Sammen med sin 26-årige bror, som i samme knivstikkersag fra Nyborg blev idømt fængsel for at have truet sønnerne til familiefaderen til at afgive falsk forklaring, stak han ifølge Fyns Politi i aftes en 30-årig irakisk mand i bughulen.

Knivstikket var så slemt, at den 30-årige mand fik hjertestop flere gange og blev hver gang genoplivet på Odense Universitetshospital.

At den 28-årige har været på fri fod, siden han ankede dommen i byretten i november, er ifølge chefjurist hos Fyns Politi ikke unormalt.

- Den almindelige retspraksis er, at når man har været på fri fod gennem lang tid, er det svært at argumentere for, at en mand skal varetægtsfængsles efter en dom, siger Jan Stick til Fyens Stiftstidende.

VAR DU VIDNE TIL OVERFALDET ONSDAG AFTEN, VIL VI GERNE HØRE FRA DIG. KONTAKT TV 2/FYN PÅ TELEFON 63 15 60 00 ELLER PÅ REDAKTIONEN@TV2FYN.DK.