Knivstikkeri: Fem personer varetægtsfængslet

Fem personer blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger. Fyns Politi leder stadig efter en sjette mistænkt i sagen om knivstikkeri i Bazar Fyn onsdag.

De fem sigtede mænd  kom i grundlovsforhør i Retten i Odense ved middagstid torsdag, og da det sluttede ved 18-tiden, var de alle fem varetægtsfængslet frem til 27. april.

Sigtelsen lyder på vold af særligt farlig karakter.

Politiet har stadig en sjette person mistænkt for at have med episoden i Bazar Fyn at gøre, og derfor blev retsmødet holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen og chancen for at fange den sidste mistænkte, oplyser specialanklager Klaus Lauridsen.

Derfor er det sparsomt med oplysninger om, hvad der blev sagt ved grundlovsforhøret.

Omkring ved 17-tiden onsdag rykkede politiets aktionsstyrke ind i en lejlighed i Vollsmose og anholdt seks personer i samme lejlighed.

Aktionen blev sat i gang på basis af oplysninger fra de to ofre i knivstikkeriet, andre vidner og tekniske spor - blandt andet video - der giver mistanke om, at de seks personer har haft noget med knivstikkeriet at gøre.

En af de anholdte er i mellemtiden blevet løsladt.

En 41-årig mand blev onsdag formiddag ramt flere gange i ryggen med en kniv og blev hasteindlagt i livsfare på Odense Universitetshospital.

Efter operation er han uden for livsfare og stabil.

En 22-årig bekendt til den 41-årige fik mindre skader, da han forsøgte at afværge angrebet på den 41-årige.

Politiet har hele tiden afvist, at episoden er banderelateret, og at der i stedet er tale om en familiefejde.

Oversigt

    Oversigt