I det fynske folks tjeneste

Knivstikkeri i Odense midtby

En 20-årig mand blev i nat ved to-tiden stukket i maven med en kniv ved Vestergade i Odense centrum.

Det var i nærheden af Arkaden i Odense midtby, at der natten til lørdag fandt et knivstikkeri sted omkring 02-tiden.

Manden blev stukket alvorligt i den øverste del af maven, men han er uden for livsfare. Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Jesper Fält, til TV2/Fyn.

Ifølge den 20-årige selv, der sad på et værthus i nærheden af Arkaden i det indre Odense, gik han ud på gaden for at hæve penge i en automat. Ved hæveautomaten overværede den 20-årige et slagsmål, hvor en person blev slået ned af to andre.

Den 20-årige fulgte efter slagsmændende til boligspassagen i Vestergade, hvor den ene af mændende stak den 20-årige i maven med en kniv.

Fyns Politi efterforsker sagen og vil meget gerne høre fra vidner til både slagsmålet foran hæveautomaten ved Arkaden og knivstikkeriet i boligpassagen.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.