Knivstikkeri: Tre anholdt

Tre unge mænd blev fredag aften anholdt efter et knivstikkeri på Odense Banegård.

Et skænderi ombord på en bus udviklede sig dramatisk omkring klokken 21.20 fredag aften på busholdepladsen bag Odense Banegård Center.

En 19-årig mand blev stukket i ryggen med en kniv og er endnu lørdag indlagt, men udenfor livsfare. 

En 15-årig dreng henvendte sig senere til en politipatrulje, som fik mistanke om, at han stod bag knivstikkeriet, så han blev anholdt sammen med to kammerater på 15 og 17 år, oplyser vagtchef Sten Nyland, Fyns Politi.

Hvad der ligger bag den voldsomme hændelse, ved politiet endnu ikke.

De tre anholdte er alle fra Odense, mens manden, der blev stukket ned, er fra Vissenbjerg-området.

Episoden førte til, at politiet afspærrede banegården en times tid fredag aften.

Oversigt

    Oversigt