I det fynske folks tjeneste

Købmand overlever skud

En 26-årig mand, der blev skudt ned i en købmandsbutik i havekolonien Roerskov i Odense, er nu uden for livsfare.

Det var i den lille kiosk i Roerskov Havekoloni, at ejeren blev skudt.

Den 26-årig mand blev i går eftermiddag skudt ned med et jagtgevær i en købmandsbutik i havekolonien Roerskov i Odense.

 Købmanden blev formentlig ramt af to skud. Han blev efterfølgende bragt til hospitalet, hvor han blev opereret. Ved midnatstid var operationen overstået, og manden kunne erklæres uden for livsfare, oplyser Fyns Politi.

Politiet betragter det som drabsforsøg

Politiet betragter episoden som et drabsforsøg, men kender endnu ikke motivet. Der er dog ikke noget, der tyder på røveri, oplyser Jack Liedecke fra Fyns Politi.

Vidner har set to mænd med indvandrerbaggrund løbe ud af butikken og ind i en cremefarvet Opel stationcar. Kort tid efter blev flugtbilen fundet brændende på Sanderumvej ved Ravnebjergvej i Odense.

En borger har herefter set to personer sætte sig ind i en "lys personbil" og køre fra stedet i ukendt retning.