Paulius har ligget i kø foran Ikea i et døgn - for at købe et tæppe

Et eksklusivt designertæppe har fået en gruppe unge mennesker til at ligge i kø foran Ikea i Odense.

Et samarbejde mellem Ikea og den verdensberømte modedesigner og DJ Virgil Abloh rammer fredag hylderne i boliggigantens enorme butikker landet over.

Fem store designere har lavet eksklusive og unikke tæpper, som i dag bliver sat til salg. De eftertragtede tæpper bliver sat til salg i ekstremt få eksemplarer, og derfor har en gruppe unge mennesker camperet foran Ikea i Odense siden torsdag formiddag for at få fingrene i et tæppe.

quote Det er bare fedt, at han laver noget, der er lidt mere opnåeligt. Og så spiller det selvfølgelig også ind, at det er eksklusivt

Christian Dalsgaard, Odense

- Jeg har været her siden halv ti torsdag formiddag, og jeg er den første i køen, fortæller Paulius Juska, der er kommet helt fra Sønderborg til Odense for at købe et af tæpperne, der bliver sat til salg for 2.300 kroner stykket.

Du kan se tæpperne fra Ikeas Art Event her.

Paulius Jaska har dermed siddet i kø i et lille døgn for at være sikker på at få et af de få designertæpper.

- De er eksklusive, og det er selvfølgelig noget, man gerne vil have fat i. Mega fedt design, siger Paulius Juska.

Han har haft selskab af en kammerat i køen. Og selv om de har hygget sig, er det ikke blevet til meget søvn, så han ser frem til at butikken åbner, så han kan komme ud af køen.

 

- Det jeg glæder mest til, det er at komme hjem i min egen dejlige, varme seng og få sovet igennem, siger Paulius Juska.

Opnåeligt

I køen sidder også Christian Dalsgaard fra Odense. Han er meget begejstret for udsigten til at sikre sig et af de blot ni tæpper, der er designet af den indflydelsesrige Virgil Abloh, som udover at være modedesigner hos Louis Vuitton også er grundlægger af modebrandet Off-White.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er bare fedt, at han laver noget, der er lidt mere opnåeligt. Og så spiller det selvfølgelig også ind, at det er eksklusivt. Der er kun ni her i Odense. Og vi er selvfølgelig dedikerede, når vi ligger her hele natten, siger Christian Dalsgaard.

Han har siddet i en campingstol og prøvet at sove siden klokken 17.30 torsdag eftermiddag.

- Natten har været lang. Kold. Men det har også været hyggeligt nok. Heldigvis har vi været indenfor. I de andre Ikea’er rundt om i Danmark har folk siddet udenfor, siger Christian Dalsgaard.

I køen er de lige præcis ni, altså er der et tæppe til hver. Mange flere har dog været forbi, men har opgivet ævred igen, da de så, at der allerede var netop ni personer i kø.

- Der var nogle drenge tidligere, der blev nødt til at tage hjem. To minutter efter kom der en anden – og 30 sekunder efter igen kom der to andre og spurgte, om der var flere pladser. Og så har der været flere forbi for at se, om der var pladser. Så der har været stor interesse, men folk har kunnet se, at der allerede har været fyldt op i køen, så der er ikke nogen grund til at tage herind, siger Christian Dalsgaard.

 

Oversigt

    Oversigt