I det fynske folks tjeneste

Odense kørt midtover: København sikrer semifinaleplads

København Håndbold er klar til DM-semifinalerne efter sejren over Odense, der allerede var videre i slutspil.

Foto: Sportxpress/ Ritzau Scanpix

Det forsvarende mesterhold fra København Håndbold risikerede at ryge ud inden DM-semifinalerne, hvis det ikke blev til point i den sidste gruppekamp i slutspillet, men hovedstadsklubben sikrede sig en plads blandt de sidste fire.

Avancementet blev sikret forholdsvis nemt med en udesejr på 27-19 over Odense, der allerede havde sikret sig førstepladsen i gruppe 1 og dermed adgang til semifinalen.

Det var til at se på kampen.

Der var simpelthen motivationen til forskel på de to mandskaber. Odense nåede slet ikke holdets normale niveau, og i den sidste del af første halvleg kunne København skabe et komfortabelt forspring.

Læs også Tidligere landsholdsfløj skifter til Odense Håndbold

København scorede således fem gange i de sidste 3 minutter og 15 sekunder og ændrede i den periode stillingen fra føring 9-8 til pausestillingen 14-8.

Sådan fortsatte kampbilledet i anden halvleg. Odense manglede ærgerrighed for at komme tilbage og var snart bagud med 11-19, og så var kampen reelt afgjort.

Føringen nåede en ny højde, da den svenske streg Linn Blohm med sin sjette scoring på lige så mange forsøg gjorde det til 22-13.

Derfra gik gassen lidt af ballonen i kampen, og Odense kom en smule bedre med, men det store nederlag kunne hjemmeholdet ikke forhindre.

Med sejren kom København på ni point for seks kampe og slutter på andenpladsen, mens Odense vinder gruppen med ti point.

Læs også Odense Håndbold scorer Champions League-stjerne

I gruppens anden kamp vandt Nykøbing Falster med 27-25 over TTH Holstebro efter 11-14 ved pausen, men trods sejren må Nykøbing altså nøjes med tredjepladsen med sine otte point. TTH slutter uden point.

I semifinalen skal København dermed møde Team Esbjerg, mens Odense tørner sammen med Herning-Ikast.

Allerede inden søndagens sidste spillerunde stod det klart, at Team Esbjerg ville tage førstepladsen i den anden gruppe foran Herning-Ikast. De mødtes søndag, og Esbjerg sejrede hjemme med 28-24.

I gruppens anden kamp spillede Aarhus United og Viborg HK 24-24. De slutter som nummer henholdsvis tre og fire i gruppe 2.

Kampen i tal

Odense-København 19-27 (8-14).

 

Odense:  Trine Østergaard 5, Nadia Offendal 3, Suzanne Bækhøj 2, Freja Cohrt 2, Ingvild Bakkerud 2, Stine Jørgensen 2, Kathrine Heindahl 2, Susanne Madsen 1.

 

København:  Linn Blohm 7, Anne Cecilie de la Cour 6, Louise Føns 2, Mai Kragballe 2, Kelly Dulfer 2, Marie Wall 2, Andrea Hansen 2, Jenny Alm 1, Maria Lykkegaard 1, Hanna Blomstrand 1, Larissa Nusser 1.

 

Udvisninger: Odense 2, København 2.