I det fynske folks tjeneste

Køber kunst for 25 mio. til nyt sygehus

Når det kommende supersygehus afløser Odenses nuværende, bliver det med ny kunst på væggene.

Trods sparertider bruges der et anseeligt millionbeløb på at udsmykke danske sygehuse - også det nye i Odense

Der bliver indkøbt kunst for millioner til danske sygehuse, således også til det kommende supersygehus i Odense. Her købes kunst for 25 millioner kroner. Det skriver Jyllands-Posen.

For at få budgetterne til at passe bliver der fjernet køkkener og skåret i antallet af senge og kvadratmeter. Selvom der også er sparet kraftigt på kunstindkøbene, er der fortsat afsat et trecifret millionbeløb til udsmykning på landsplan.

I Region Hovedstaden forventer man at købe kunst for over 100 millioner kroner svarende til en procent af budgetterne. I Hillerød har man netop foreslået at skære 85-95 senge samt flere undersøgelsesrum med henvisning til de stramme budgetter, men uden at skære i kunstbudgettet.

- Både mentalt og fysisk er et sygehus et specielt sted, hvor kunst spiller en afgørende rolle for den menneskelige dimension. Når vi nedjusterer budgettet, forsøger vi at undgå kerneområder som operationsstuer, og foreløbig er det lykkedes at fastholde beløbet til kunst, men det kan komme i spil senere, siger direktør Henrik Schødts fra det nye hospital i Hillerød til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti kalder det en ”grotesk” prioritering ikke allerede at have sløjfet kunsten

- Nu har vi sat alt ind på at få patienterne væk fra gangene, og så skærer man ekstra sengepladser væk og bevarer kunsten, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) til Jyllands-Posten.

Ved du noget? Så send os et tip