I det fynske folks tjeneste

Købte kommunalt kursus hos Tina Bue Frandsens forretningspartner: - Tillid er forvandlet til mistillid

Det var en særdeles lukrativ forretning for det private konsulenthus Ankerhus at have en samarbejdsaftale om udbud af kurser og efteruddannelse kørende med Tina Bue Frandsen og Odense Kommune. Store rabatter sikrede tilsyneladende konsulenthuset en gevinst på flere hundrede tusind kroner.

00:43

Børne- og ungdomsorganisationen KFUM og KFUK er blandt de kunder, som tilbage i 2014 købte efteruddannelse hos Ankerhus uvidende om, at kurset indgik i en handel mellem det private konsulenthus og Odense Kommune.

Odense Kommune har givet rabatter på godt 220.000 kroner til den tidligere ejer af et privat konsulenthus med nære forretningsmæssige relationer til Tina Bue Frandsen.

Når jeg så ser den dokumentation for de konstruktioner og hvordan penge er landet i private lommer, så er det klart, at tillid bliver sådan dér forvandlet til mistillid

Jørgen Kvist, Generalsekretær, KFUM og KFUK

Rabatter, som Odense Kommune ikke kan forklare - og som sikrede det private firma adgang til at tjene tusindvis af kroner på at videresælge kurser, som var oprettet, finansieret og afholdt på kommunens foranledning og på kommunens regning.

Svært at gennemskue

23.750 kroner.

Det var, hvad organisationen KFUM og KFUK betalte for et uddannelsesforløb tilbage i 2014.

Uddannelsesforløbet var udbudt af konsulentfirmaet Ankerhus, og det var her KFUM og KFUK bookede og betalte forløbet, som strakte sig over 12 dages undervisning og en enkelt dags eksaminering.

Hvem er Ankerhus?

  • Konsulenthus siden 1979.
  • Stiftet af tidligere ejer og direktør i firmaet, Bent Engelbrecht.
  • Drives i dag af en ny ejer, som ikke har været involveret i samarbejdsaftaler med Odense Kommune. 

- Det er lidt svært at gennemskue sådan et efteruddannelsesmarked, og derfor er der en høj grad af tillid involveret, når man vælger sådan nogle uddannelsesforløb, siger generalsekretær i KFUM og KFUK, Jørgen Kvist.

Tillid er forvandlet til mistillid

TV 2/Fyn har netop præsenteret ham for fakturaer, som viser, at netop det forløb, som hans organisation betalte 23.750 kroner for, blev underleveret af Odense Kommune til langt under halv pris.

Ankerhus, som kurset var købt hos, betalte nemlig kun 9.250 kroner til Odense Kommune, selvom det var kommunen, der lagde lokaler til og betalte for al undervisning.

KFUM og KFUK købte ligesom en andre udefrakommende kunder et uddannelsesforløb hos Ankerhus i 2014. Pris i alt: 23.750 kroner.

Konsulenthuset har altså sikret sig en gevinst på 14.500 kroner på netop KFUM og KFUKs uddannelsesforløb.

- Når jeg så ser den dokumentation for de konstruktioner, og hvordan penge er landet i private lommer, så er det klart, at tillid bliver sådan dér forvandlet til mistillid, siger generalsekretær Jørgen Kvist.

Store rabatter

Uddannelsesforløbet er bare et af i alt 41 forløb, som Ankerhus solgte direkte til private kunder, som efterfølgende blev sendt til Odense Kommune, hvor undervisningen fandt sted i kommunens regi.

Ankerhus har i løbet af 2012, 2013 og 2014, hvor man altså tilsyneladende havde en samarbejde med Odense Kommune, købt kurser og uddannelse for knapt 590.000 kroner.

​Alene det, at man udbyder et kursus på den her måde. Tilsyneladende til underpris – til under markedsprisen. Det er meget, meget svært at forklare.

Frederik Waage, Lektor i offentlig ret, Syddansk Universitet

Et beløb, som dog ville have været noget højere, hvis ikke konsulenthuset pludselig havde sikret sig store rabatter.

Priser bliver pludselig halveret

Rabatterne opstår i 2013.

Ifølge fakturaer og kreditnotaer, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i, reducerer Odense Kommune nemlig pludselig prisen for de kurser og uddannelsesforløb, som Ankerhus køber, til det halve.

Ankerhus har eksempelvis tidligere betalt 18.500 kroner for et Teori U uddannelsesforløb. En pris, som pludselig skrues ned til 9.250 kroner i årene 2013 og 2014.

Konkret betyder det, at Ankerhus i de to år har haft en avance på mellem 10.0000 og 14.500 kroner pr. uddannelsesforløb svarende til en samlet gevinst på flere hundrede tusind kroner.

Læs også Afsløring: Børn- og ungeleder købte kurser hos sin søster for borgernes penge

00:54

- Alene det, at man udbyder et kursus på den her måde. Tilsyneladende til underpris – til under markedsprisen. Det er meget, meget svært at forklare, siger Frederik Waage, lektor i offentlig ret ved SDU.

Luk video

- Det er meget, meget svært at forklare

​- Alene det, at man udbyder et kursus på den her måde. Tilsyneladende til underpris – til under markedsprisen. Det er meget, meget svært at forklare. Jeg kan ikke forklare det på anden måde end, at det synes umiddelbart at være i strid med kommunalfuldmagten.

Hvad er problemet i, at en privat kunde køber kurset til knapt 24.000 kroner, mens kommunen har underleveret det til 9.250 kroner?

- Der består et problem i, at der er tale om en form for støtte fra kommunen til denne her private virksomhed, fordi den får det til særlig favorabel pris. Det er et problem i forhold til kommunalfuldmagten. Det giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om en række forskellige regelsæt er overholdt, siger Frederik Waage.

Hvem er Tina Bue Frandsen?

  • Socialdemokratisk byrådsmedlem fra 1989 til 2014.
  • Udfordrede i sommeren 2007 Anker Boye som spidskandidat i Odense.
  • Leder af Børneinstitution Hunderup fra august 2006 til juni 2011.
  • Akademichef ved konsulenthuset Ankerhus fra maj 2010 til maj 2012.
  • Chefkonsulent i Borgmesterforvaltningen fra juni 2011 til marts 2014.
  • Leder af kommunens kursuscenter Phønix fra marts 2014 til maj 2017.
  • Selvstændig kursusudbyder i firmaet "Teori U Akademiet" fra 2009.

Læs også Ny afsløring: Centerleders mand har også købt kurser ulovligt

Odense Kommune: Vi ved ikke hvorfor

Odense Kommune har i forbindelse med behandlingen af TV 2/Fyns aktindsigter i sagen ikke været i stand til at kaste lys over de pludseligt opståede rabatter.

Der foreligger ingen sagsakter i Odense Kommunes systemer, der kan belyse dine to spørgsmål

Skriftligt svar, Odense Kommune

Kommunen er blandt andet blevet bedt om at besvare følgende spørgsmål:

Hvad er baggrunden for, at man først fakturerer Ankerhus 18.500 kroner pr. deltager på Teori U Uddannelsen – for derefter helt eller delvist at annullere den betaling?

Hvorfor reduceres prisen til det halve?

- Der foreligger ingen sagsakter i Odense Kommunes systemer, der kan belyse dine to spørgsmål, lyder det i et skriftligt svar fra Odense Kommune.

00:54

- Dem, der er blevet snydt først og fremmest, det er – undskyld mig – borgerne i Odense Kommune, for det er dem, der har betalt, siger generalsekretær i KFUM og KFUK, Jørgen Kvist.

Luk video

- Borgerne i Odense Kommune er blevet snydt

For generalsekretæren i KFUM og KFUK, Jørgen Kvist, er børne- og ungdomsorganisationen ikke den vigtigste part i sagen.

- Dem, der er blevet snydt først og fremmest, det er – undskyld mig – borgerne i Odense Kommune, for det er dem, der har betalt. Vi har sådan set i en eller anden grad fået den ydelse, vi har betalt for. Vi har så bare ikke kunnet se, hvor pengene løb hen, siger generalsekretær Jørgen Kvist, KFUM og KFUK.

Dem, der er blevet snydt først og fremmest, det er – undskyld mig – borgerne i Odense Kommune

Jørgen Kvist, Generalsekretær, KFUM og KFUK

Hvad skal der til for, at du igen føler, at du kan have tillid til, at det foregår, som det bør?

- Der vil gå et stykke tid, inden jeg vil købe produkter igen hos Ankerhus eller for så vidt Odense Kommune. Jeg vil være meget kritisk i det hele taget.

- Da det er en offentlig instans, har jeg en klar forventning om, at der bliver truffet nogle helt klare beslutninger sådan, at dem, der har gjort det, får deres velfortjente straf og sådan, at man får nogle kontrolsystemer, der sikrer, at det ikke sker igen, lyder det fra Jørgen Kvist.

Læs også Ny afsløring: Tina Bue drev privat kursusvirksomhed fra sin arbejdsmail

Oversigt over køb foretaget hos Odense Kommune i årene 2012, 2013 og 2014.

​HR-chef: - Jeg synes, det er et stort problem

HR-chef i kommunen, Mads Bjerrisgaard Bundesen medgiver, at der ser ud til at være sket brud på kommunalfuldmagtsreglerne.

- Hvis man skal være indenfor rammerne af kommunalfuldmagten, og det skal man bestemt, når man er offentlig embedsmand, så skal der være foretaget en prissætning, der afspejler det, man kan få ude på markedet. Altså, man må ikke som kommune underbyde et privat marked.

Det har man jo gjort her?

- Konklusionen vil jeg tillade mig at lade den interne undersøgelse komme med.

- Men som du fremstiller tingene her; at et kursus er solgt til en pris og sideløbende er solgt som overskudskapacitet til en noget anderledes pris, så ville det jo være at benægte fakta, hvis jeg sagde, at den pris, Odense Kommune har taget for det, har været markedspris.

Hvor stort et problem er det her, synes du?

- Jeg synes, det er et stort problem, hvis der har været ansat en kontorchef i Odense Kommune, som ikke har holdt sig indenfor kommunalfuldmagten. Det er ikke det samme som at jeg konkluderer, at der har været det, for det er op til den interne undersøgelse at gøre det, siger Mads Bjerrisgaard Bundesen.

TV 2/Fyns afsløringer af brud på forvaltningsloven og reglerne om god adfærd i det offentlige fik tidligere på året Odense Kommune til at igangsætte en undersøgelse af, hvad der er foregået i kommunens nu nedlagte kursuscenter Phønix under ledelse af Tina Bue Frandsen.

 En undersøgelse, som ventes færdig i løbet af kort tid.

01:23

- Man må ikke som kommune underbyde et privat marked, siger HR-chef i Odense Kommune, Mads Bjerrisgaard Bundesen.

Luk video

Læs også Nepotismesag breder sig til Assens: Centerleders mand købte bøger hos svigerinde

Hovedpersoner er foreløbig tavse

Det er foreløbig ikke lykkedes at få sagens hovedpersoner til at svare på spørgsmål.

TV 2/Fyn har tilbudt Tina Bue Frandsen at stille op til interview omkring samarbejdet med Ankerhus, men hun er foreløbig ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Tidligere indehaver af konsulenthuset Ankerhus, Bent Engelbrecht, afviser at kommentere sagen.

- Jeg indgår principielt ikke i drøftelser om kunders interne anliggender og om kontrakter indgået med samarbejdspartnere, lyder begrundelsen fra Bent Engelbrecht.

Bent Engelbrecht er ikke længere indehaver af Ankerhus, som i dag drives af en ny ejer. Den nye ejer af Ankerhus har ikke været involveret i samarbejdsaftaler med Odense Kommune.