I det fynske folks tjeneste

Køkaos på motorvejen: Nu dropper Kir sit job i Jylland

00:23

Hver dag pendler Kir Klysner fra Odense til Kolding. Men kilometerlange køer på motorvejen og forsinkelser får nu Kir Klysner til at droppe sit job.

Kir Klysner arbejder som kommunikationskonsulent hos Sygehus Lillebælt i Kolding. Men det gør hun kun to måneder endnu - for så er det slut. 

- Jeg har en tidsbegrænset stilling indtil december, og så har jeg valgt ikke at lægge en ansøgning på den. Jeg synes, at jeg bruger for meget tid på trafik. Jeg arbejder 37 timer om ugen, og så skal jeg ligge mindst en time - og desværre også mange gange halvanden time gange to hver dag. Det er simpelthen en for lang arbejdsuge, når man har små børn, fortæller Kir Klysner, da TV 2/FYN kører med hende på arbejde mandag morgen. 

  Foto: Morten Grundholm

Og Kir Klysner når ikke engang ned på motorvejen før dagens første udfordring melder sig. Kø ved nedkørslen. 

- De holder helt stille derovre, peger Kir Klysner. 

Læs også Vestfynske Motorvej: Ulykker på himmelflugt

Kir Klysner har to børn på fire og otte år. Og det kan være svært at få det hele til at gå op, når man bruger op mod tre timer på motorvejen hver dag. 

- Hvis jeg skal nå at hente unger om eftermiddagen, så er jeg jo tit nødt til at køre klokken to - halvtre for at være sikker på at kunne nå det, fordi det er tit, der er kø og tung trafik. Og det betyder, at det ikke er ret mange arbejdstimer, jeg når den dag - og så må de ligges en anden dag. 

Det er blevet meget værre

Kir Klysner har tidligere pendlet til Jylland for syv-otte år siden.

Jeg kan godt mærke, at der er kommet flere biler på motorvejen. Der er simpelthen ikke plads til os. 

Kir Klysner, Pendler fra Odense

- Der synes jeg slet ikke, at trafikken var ligeså tæt. Jeg kan godt mærke, at der er kommet flere biler på motorvejen. Der er simpelthen ikke plads til os. 

Og den vurdering bakker statistikken op om. For siden 2005 er trafikken på motorvejn faktisk steget med over 40 procent. I snit kører der nu dagligt 62.000 køretøjer på den fynske motorvej. Konsekvensen er flere ulykker. Siden 2011 er antallet af ulykker på strækningen mellem Middelfart og Nyborg eksploderet. Fra 154 i 2011 til 242 i 2015. 

 

Ved du noget? Så send os et tip