Køligere men pæn uge i vente

Der er skruet noget ned for temperaturerne mandag morgen i forhold til, hvad vi har oplevet gennem de seneste mange uger.

Efter en søndag med regn over det meste af Fyn bliver mandagen tør. Dagen begynder skyet, men solen kan komme frem senere mandag.

Temperaturen kommer dog ikke op på de tropiske varmegrader, som vi har oplevet gennem mange dage. Selv om temperaturer på 17 - 20 grader er normale efter årstiden, vil det for mange nok alligevel føles køligt. 

- Det højtryk, vi har set i et stykke tid, er væk. I stedet vil et lavtryk passere Skandinavien sydover, og det vil få køligere luft til at strømme nedover landet fra vest og nordvest, siger Martin Lindberg, der er vagthavende ved DMI til Ritzau.

Onsdag bliver den mest solrige dag.

- Torsdag vil et dybt lavtryk lægge sig vest for de norske have. Det vil påvirke vejret i Danmark, som trods nogen eller lidt sol vil få skyer og regn i den østlige del af landet, siger Martin Lindberg og tilføjer:

- Men temperaturer på mellem 17 og 21 grader vil være helt behageligt efter den dundrende varme, vi har oplevet indtil nu.

Torsdag aften og natten til fredag vil en frontpassage sørge for stedvis regn.

- Vi må håbe for landmændene og den tørre jord, at der kommer lidt mere regn efter den tørre periode, vi har haft indtil nu, siger Martin Lindberg.

Vejrudsigt fra DMI for det fynske området, der gælder til tirsdag morgen:

Det holder i dag tørt, men først ret skyet, i løbet af dagen kommer der dog lidt eller stedvis nogen sol.

Temperaturer op mellem 17 og 20 grader, og vinden tiltager til jævn til frisk fra vest og nordvest, ved kyster stedvis op til hård vind.

I aften og i nat tørt men fortsat mest skyet. Temperaturer ned mellem 11 og 15 grader, og vinden tager noget af.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt