Kørte kæreste gennem Jylland efter at have dræbt hende

En nu 33-årig mand kørte sin kæreste fra Strib til Randers efter at have stukket hende ihjel med en kniv.

140 kilometer.

Så langt er der cirka fra Strib ved Middelfart til Langå syd for Randers, og det er den strækning en nu 33-årig mand kørte med sin kæreste efter at have stukket hende ihjel med en kniv.

Det mener anklagemyndigheden, og 18. januar starter sagen imod manden ved Retten i Odense.

Manden nægtede sig skyldig i et grundlovsforhør kort efter drabet i januar, hvor han alligevel blev varetægtsfængslet i fire uger for drabet på kvinden, hvis lig blev fundet i plastikposer på en rasteplads ved Langå.

Den 33-årige formodes dog at erkende sig skyldig ved retsmødet 18. januar.

- Jeg forventer, at min klient erkender begge forhold. Det er også derfor, at vi har fravalgt nævningebehandling.

Havde jeg forventet, at han ville nægte sig skyldig, så skulle sagen køres med nævninger, fortæller mandens forsvarer, Mette Grith Stage.

- Grunden til, at sagen alligevel skal køre som en domsmandssag, er, fordi han skal have en anbringelsesdom, for min klient var jo syg på gerningstidspunktet, siger hun til Ritzau.

Anklagemyndigheden vil også have manden anbragt på psykiatrisk afdeling.

På rastepladsen, hvor liget blev fundet, havde en forbipasserende lagt mærke til nogle sorte plastiksække og besluttede at undersøge dem nærmere. Herefter blev der slået alarm.

Kvinden var fra et nordafrikansk land og opholdt sig i Danmark på et turistvisum.

Manden formodes at erkende sig skyldig, og både anklager og forsvarer sigter efter en anbringelsesdom.
 

 

Oversigt

    Oversigt