I det fynske folks tjeneste

Kogepåbud i Svindinge

Brugerne ved Svindinge Vandværk skal de kommende dage koge vandet fra hanen, inden de bruger det.

Vandværket har fundet E-coli-bakterier i vandet, og da derfor har de omkring 180 forbrugere mandag fået besked om, at de skal koge vandet før brug.

Vandværkets bestyrelse har undersøgt boringer og rør og bassiner uden at have fundet kilden til forureningen.

Derfor har de tilkaldt eksperter, som kommer tirsdag.

- Kogepåbuddet kommer til at vare flere dage, siger formanden for Svindinge Vandværk, Kaj Jørgensen.

Det skyldes, at eksperterne først skal finde en mulig kilde. Derefter skal der tages nye prøver, som det tager mindst 48 timer at analysere, forklarer Kaj Jørgensen.