I det fynske folks tjeneste

Kok skal sælge Fyn på turistmesse

Fyn storsatser på næste weekends turistmesse i Herning. En stand på 300 kvadratmeter, en tv-kok og kampklædte riddere skal sælge Fyn.

I alt er mere end 45 fynske turistaktører gået sammen om den hidtil største fynske stand på den store turistmesse Ferie for alle i Herning.

På den 300 kvadratmeter store stand skal Fyn sælges som et eventyrligt ferieparadis for de forventede 64.000 gæster.

Blandt de mange tilbud på den fynske stand er tv-kokken Claus Holm.

- Jeg rocker og rykker med min fynske skinke, min æblemost og min rygeost. Jeg byder på fynsk kylling med nælder, kærlig kalv og små sydfynske hapser. Herning-messecenter kommer til at simre og smage af det Fyn, der kan duftes, nydes og smages, siger den kendte tv-kok Claus Holm.

På messen vil de fynske turistaktører præsenterer nye fynske ferieoplevelser som fx familieadventure i det sydfynske med kajakaktiviteter, klatring, ridning og vandring.

Fyn vil også præsentere slotsbesøg med overnatning, besøg på en vingård og Eventyrtur på Odense Å.

Det er Udvikling Fyn, der står bag koordineringen af den fynske stand, der er en del af messen i Herning fra 21-23. februar.

Ved du noget? Så send os et tip