I det fynske folks tjeneste

Køkken på Svendborg Sygehus får ny frist

Lukningen af sygehuskøkkenet i Svendborg er sat i bero. Nu skal der forhandles med de ansatte. 

De ansatte i køkkenet på Svendborg Sygehus bliver nu inddraget i sagen om besparelser i de fynske sygehuskøkkener.

Ledelsen på Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus har planer om at lukke køkkenet i Svendborg og få maden sendt fra sygehuskøkkenet på OUH i Odense.

Målet er at spare 7,5 millioner kroner på sygehuskøkken-området, og det kan koste 35 ansatte i køkkenet på Svendborg Sygehus.

Men nu har ledelsen nedsat projektgruppe, der skal bruge tre måneder på at vurdere planen igen, skriver faa.dk

Det er fortsat målet at spare, men de ansatte bliver nu inddraget i arbejdet med at finde ud af, om der er andre løsninger end at lukke helt i Svendborg.