I det fynske folks tjeneste

Kølehætter til kræftsyge forsvinder

To års succes med at tilbyde kræftpatienter i kemoterapi kølehætter stopper nu på OUH, mens sygehusombygningen står på.

Adskillige kræftramte kvinder bliver ramt, når OUH i fem måneder stopper for kølehættetilbuddet, fordi der skal bygges om. Derfor er der i følge cheflæge Peter Frandsen ikke længere plads til sygehusets to kølehættemaskiner. Det skriver Fyns Amts Avis.

Cheflægen mener heller ikke, at maskinerne kan flyttes til andre afdelinger.

- Det ærgrer os, men nej, man kan ikke lære Sygehus Fyn at udføre den behandling på så kort tid. Det skal foregå på onkologisk afdeling, og sådan en har Sygehus Fyn ikke, siger Peter Frandsen til Fyns Amts Avis.

Kølehætterne sikrer, at kræftramte kvinder i kemoterapi ikke taber håret.