Kolind til Khader: Hvor meget donerer du til nødhjælp?

Ny Alliances Lars Kolind modsiger fortsat sin partiledelse om Jørgen Poulsens aftrædelsesordning med Dansk Røde Kors.

Uoverensstemmelsen mellem Lars Kolind og NA-toppen fortsætter.

Erhvervsmanden Lars Kolind beder nu sin partiledelse oplyse, hvor meget af deres månedsløn de donerer til humanitære organisationer. Opfordringen kommer kort tid efter, at NA-ledelsen har bedt Kolind om at overveje sin fremtid i partiet.

Partistifterne Naser Khader og Gitte Seeberg har klart tilkendegivet, at Jørgen Poulsen (NA) enten skal give afkald på de 750.000 kroner fra Røde Kors eller donere dem til f.eks. Folkekirkens Nødhjælp. Men det er Kolind lodret uenig i. Han stiller et modkrav til NA-toppen.

- Jørgen Poulsen har nøjagtig samme ret til godtgørelsen som til sin løn. Både juridisk og moralsk. Hvis nogen mener, at Poulsen burde donere sin fratrædelsesgodtgørelse til Folkekirkens Nødhjælp, så burde han også donere sin løn eller en del af den. De, der mener, at Poulsen har en pligt til dette, bedes oplyse hvor stor en del af deres egen løn, de donerer til humanitære organisationer, skriver Lars Kolind på sin hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt