I det fynske folks tjeneste

Køllebøller varetægtsfængslet

To mænd på 18 og 23 år blev i dag varetægtsfængslet efter en gang køllevold i det nordlige Odense tirsdag. I alt er fire mænd blevet varetægtsfængslet i sagen, der lugter af et tæskehold på spil.

Tirsdag blev en ung mand jagtet igennem længere tid af to biler med flere mænd i. Til sidst blev han tvunget af vejen og overfaldet af fire mænd på Otterupvejen ved Næsby. En af mændene tæskede ham med et baseballbat, så han måtte en tur på skadestuen.

- Jeg kender ikke detaljerne i sagen, men det er vist noget med, at forurettede har haft et opgør med en pige. Så det lugter lidt af et tæskehold, fortæller vagtchefen.

De to mænd på 18 og 23, der begge er fra Søndersø, blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor den 18-årige fik fire uger og den 23-årig 13 dage bag tremmer. Onsdag blev to andre mænd varetægtsfængslet i 14 dage.