Kolonihave til søs

Pluk dine egne muslinger og høst dit eget tang. Sådan lyder formålet i foreningen Kerteminde Maritime Haver.

Foreningen har netop bedt Kystdirektoratet om tilladelse til etablere en maritim have på 100 gange 200 meter i Kerteminde Bugt, skriver DR.

Planen er, at der skal dyrkes blåmuslinger, men på længere sigt er drømmen at gro østers og bygge et kunstigt stenrev til hummere.

- Enten kan man dyrke sin egen line eller drive dem i fællesskab, så man deler udbyttet af muslinger. Det er princippet om at have en kolonihave, vi flytter til søs, siger Morten Sørensen, formand for Kerteminde Maritime Haver.

I stedet for frø i jorden dyrkes en maritim have ved hjælp af liner, som muslinger gror på.

En line på fem meter kan give 25-30 kg muslinger, så over en sæson kan udbyttet af køkkenhaven dække en families behov, fortæller foreningen.

Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde er også med i projektet, og ifølge professor og daglig leder af forskningscentret, Hans Ulrik Risgård, har de nye haveejere meget at glæde sig til.

- Muslingerne er meget lækre, og ideen med havhaver på andelsbasis breder sig. Folk kan lide ideen om et rent måltid, de selv har haft fingrene i. Nye retter hitter også, og her er muslinger et helt nyt sortiment.

Han fortæller også, at der allerede findes maritime haver i Ebeltoft og i Limfjorden.

Det er nu op til Kystdirektoratet at give grønt lys til projektet. Håbet er, at de nye haveejere kan komme i vandet til foråret.

Oversigt

    Oversigt