I det fynske folks tjeneste

Kolonihaveforening lukningstruet

Faaborg-Midtfyn Kommune vil nedlægge 90 år gammel kolonihave-forening. 

Den 90 år gamle haveforening Lombjerge i Ringe er lukningstruet

Forleden modtog Haveforeningen Lombjerge ved Ringe et brev fra kommunen. Her fik de besked om at Haveforeningen per d. 31. december 2008 skal være lukket og slukket. 

Per Rosen Madsen, der er formand for haveforeningen, forstår ikke kommunen og kalder det uanstændigt. Han mener, at kommunen bør tildele et andet sted til haveejerne eller betale en form for kompensation. 

Kommunen mener derimod ikke, at de har gjort noget forkert.

Urimelig kritik

- Kontrakten mellem den daværende Ringe Kommune og foreningen blev opsagt for mange år siden med virkning fra 31. december 2008. Så det kan ikke komme som en overraskelse for nogen. Heller ikke, at vi sender et brev ud for at minde om, hvad der er blevet aftalt, siger chefen for Faaborg-Midtfyn Kommunes planlægningsafdeling, Christian Tønnesen, til Fyens Stiftstidende.

Men den melding giver Per Rosen Madsen ikke meget for.

- Man har gang på gang sagt, at der ikke er aktuelle planer og at det ikke er inden for overskuelig fremtid og at man ikke kan ønske at binde sig for livstid. Jeg forstår godt man ikke ønsker at binde sig for livstid, men der skal da være en særdeles god grund til at nedlægge en haveforening som er 90 år gammel, som er Ringes absolut ældste haveforening, og som er en del af Ringes kulturhistorie, siger Per Rosen Madsen.