I det fynske folks tjeneste

Færøerne indtager Odense: Kom med ombord

Årets Havnekulturfestival i Odense står i Færøernes tegn. Syv historiske træskibe kommer torsdag sejlende fra det lille ørige læsset med færøsk kunst og kultur. Alle er velkomne ombord.

00:41

Et af de færøske træskibe der kan opleves i Odense.

Odense havn får fornemt besøg torsdag klokken 18.

 For første gang nogensinde kommer otte historiske træsejlskibe fra Færøerne på besøg. Skibene er sejlet ud fra Torshavn og Klaksvik med kurs mod Danmark, hvor første stop er Nordatlantisk Hus og Odense Havnekulturfestival, der for første gang siden festivalens start har gamle sejlskibe med på programmet.

Stor modtagelse

Der bliver taget fornemt imod de otte historiske træskibe, når de ankommer torsdag klokken 18.00 og skyder Nordatlantisk Havnekulturfestival i gang. Alle er velkomne til at komme og være med.

Læs også Huh, huh, huh: Fynske islændinge fejrer chokresultat

Skibene lægger til ved Finlandskajen og Stenfiskerkajen, hvor de modtages af By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V), borgmester i Odenses venskabsby Klaksvik, Jógvan Skorheim, en masse mennesker med færøske flag samt Odense pigegarde, der underholder fra klokken 17.30.

Efter modtagelsen er der åbent skib. Ombord er der færøsk musik, skattejagt for børn, prøver på færøsk sømandsskab og meget andet. Skibene bliver liggende indtil søndag den 26. maj, hvor de forlader Odense for at sejle mod København. Der bliver mulighed for at besøge skibene alle dage.

Kulturchef ved Nordatlantisk Hus Annette Bogø Lyberth har arbejdet i flere år på at få disse færøske dage  - kaldet Nordatlantisk Havnekulturfestival - op at stå som en del af Odense Havnekulturfestival.  

- Det er rigtig stort for os. En drøm der går i opfyldelse. Jeg glæder mig helt vildt til at se skibene ligge her ved kaj. Der er så meget historie i de gamle, smukke skibe. Og så er det en rigtig sjov måde at formidle viden om Færøerne på, siger Annette Bogø Lyberth.

Læs også Albani tilbage som leverandør til H.C. Andersen Festivals

Færøsk træskib i sin hjemhavn.

Flagets fødselsdag

Grunden til, at sejlskibene besøger Odense og Danmark i 2019 er, at det er 100 år siden, at tre færøske studerende på Regensen i København designede det færøske flag Merkið (der betyder Mærket) i hvidt, blåt og rødt til stor provokation for den danske magtelite, der forbød flaget i mange år, men af stor betydning for det færøske folk, der hvert år den 25. april fejrer flagdag som en slags nationaldag.

Nordatlantiske Havnekulturfestival er ikke kun sejlskibe. Hele festivalen står i Færøernes tegn. Torsdag den 23. maj åbner Nordatlantisk Hus klokken 15.30 i samarbejde med venskabsbyen Klaksvik udstillingen Føroyska ljósið (Det færøske lys) med de færøske kunstnere Øssur Mohr og Amariel Norðoy. De regnes begge med blandt de mest betydningsfulde kunstnere fra Færøerne.

Danmarksmesterskab i færøsk roning

Lørdag den 25. maj overtager Den Færøske Forening på Fyn og roklubben Frigglauget scenen omkring Nordatlantisk Hus hele dagen. De er værter for Danmarksmesterskabet i roning i færøske robåde.

Roning er Færøernes nationalsport, og har fra gammel tid været en livsvigtig kompetence at mestre. Konkurrencen foregår i tunge, åbne robåde med plads til seks – otte roere.

Fra klokken 14.00 er der gang i musikken på en stor scene foran Nordatlantisk Hus, hvor man også kan købe  hjemmelavede, færøske delikatesser. Det færøske rockband Hamradun går på scenen klokken 21.30, men inden da har blandt andet den færøsk-danske musiker og komiker Jacob Haugaard lagt vejen forbi.

Se hele programmet for Nordatlantisk Havnekulturfestival her.

Se hele programmet for Odense Havnekulturfestival her.