Kom tættere på EM-dramatik end normalt

I disse dage afholdes der EM i OK-jolle i Faaborg. Og som noget nyt arrangerer de ture på vandet, så publikum kan komme helt tæt på sejlerne.

183 både fra 9 nationer dyster om mesterskabet, som Faaborg Sejlklub afholder, så det kan være svært at overskue, når de mange OK-joller ligger og krydser rundt bag den fiktive startlinje på vandet. 

Traditionelt er sejlsport ikke specielt publikumsvenligt, men Faaborg Sejlklub har sat storskærm op på havnen, så man kan følge med fra land, og der er også mulighed for gratis at blive sejlet ud til feltet, så man kan følge søslaget på helt tæt hold og heppe på en af de lokale sejlere.

- Vi har forsøgt at vise sejlsporten frem for lægmand. Det skal ikke kun være et stævne for sejlerne, men også for byen og turisterne, der er i området, fortælle Jakob Frost, der både er formand for Faaborg Sejlklub og stævneleder ved EM.

Netop en af de lokale sejlere gør det godt. Det er den forsvarende europamester, Bo Petersen, der oprindeligt er fra Faaborg. Og han stiller også op for klubben ved dette stævne, selv om han til hverdag sejler for Hellerup. Før lørdagens finaler ligger han til at vinde bronze.

- Det er sjovt, for han er jo tilbage på sin gamle hjemmebane, hvor han lærte at sejle, siger Jakob Frost.

Den typiske OK-jollesejler er over 40, og har mange års erfaring. Men på vandet i Faaborg er det en ung nordmand, Lars Johan Brodtkorb, der har imponeret. Før lørdagens finaler ligger han da også til EM-sejren.

- I OK-jolle kæmper man for sig selv, så her kan man virkelig sejle. Der er mange tidligere olympiske sejlere, der ligger herude nu, siger stævnelederen.

Faaborg Sejlklub har også Stig Lassen med som deltager. Hans målsætning er at lande midt i det 130 mand store felt, og inden lørdagens finalesejlads ligger han på 70. pladsen. 

Du kan følge med i lørdagens finaler her

Oversigt

    Oversigt