I det fynske folks tjeneste

Kom til 150-års fødselsdag i haven

Johannes Larsen Museet i Kerteminde fejrer 150-året for Johannes Larsens fødsel med en ny udstilling, som vil have særlig fokus på museets have.

Foto: Jes Larsen

I år er det 150 år siden, den fynske kunstner Johannes Larsen blev født. Det fejrer museet, som bærer hans navn, med en ny jubilæumsudstilling under overskriften 'Haven ved Havet'.

- Vi skulle finde en måde at fejre jubilæet, og vi har aldrig før sat fokus på kunstnerhaven, selvom det er dén, hovedparten af vores gæster husker. Så det var oplagt, siger Mette Thøgersen, afdelingsleder for Johannes Larsen Museet.

Sammen med bygningerne, som i dag huser museet, var kunstnerhaven Johannes Larsens og konen Alhed Larsens fælles hovedværk. Et såkaldt 'Gesamtkunstwerk', som parret har skabt og senere afbilledet på forskellige værker.

- Udstillingen har fokus på samspillet mellem ude og inde. Indenfor hænger billeder af haven, og udenfor kan man se motiverne i virkeligheden, siger Mette Thøgersen.

Alhed og Johannes Larsen ved bassin i haven ca. 1905 Foto: Kerteminde Byhistoriske Arkiv

Til den nye udstilling har museet skaffet flere nye værker. Nogle har de købt i de seneste år, og andre har de lånt af familien, som stadig har en stor samling.

- Vi har for eksempel fået fat i et billede fra 1910 af nogle åkander i havedammen. Den dam kan man stadig se i haven, siger Mette Thøgersen.

Der er fernisering på udstillingen fredag 31. marts. Udstillingen åbner officielt 1. april.

Fyn Live sender fra Johannes Larsen Museet fredag kl. 17.30 på TV 2/FYN Nyhedskanalen.