Bøn til minister: Kom til Langeland, og se vores kyster

Klima- og energiminister Dan Jørgensen havde en række områder, hvor blandt andet Fyn skal hjælpe med at løse klimaudfordringer. Opgaverne for kommunerne er meget større, siger Langelands borgmester.

Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), var inden statsminister Mette Frederiksens (S) tale i Folketinget spændt på, hvordan en kommune som Langeland skal være med til at løfte opgaverne i de kommende år i forbindelse med en klimalov.

Efter talen forsøgte den fynskvalgte klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) at svare på, hvordan Langeland og Fyn skal håndtere klimaudfordringerne. 

- De skal på lokalt niveau adressere de samme udfordringer, som vi skal på nationalt niveau, siger Dan Jørgensen til TV 2/Fyn. 

Energi i offentlige bygninger

Han nævner blandt andet energi-, transport- og landbrugssektoren som områder, hvor der skal gøres en ekstra indsats. 

quote Jeg skal prøve at se, om jeg kan invitere ham til Langeland, fordi jeg synes, der er meget mere, han skal være opmærksom på, som vi skal i kommunerne

Tonni Hansen, Langelands borgmester

- Vi skal være bedre til at udnytte energien, specielt i vores offentlige bygninger, siger Dan Jørgensen.

Når det gælder landbrug og luftforurening, skal fynboerne og langelænderne også stramme sig an. 

- Jeg tror, at mange på Fyn og Langeland godt ved, hvor skoen klemmer. Det handler ikke kun om klima, men også om natur, siger Dan Jørgensen.

Der er især ét sted, hvor Dan Jørgensen ønsker mere samarbejde med kommunerne. 

- Vi skal sikre, at det kan blive nemmere for den enkelte borger at gøre en forskel. Det er en balancegang, for hvor meget skal politikerne presse ned over folk, og hvor meget skal de selv gøre? Det, som de i hvert fald skal gøre, er at gøre det muligt for folk at vælge de grønne alternativer, forklarer Dan Jørgensen.

Langelands borgmester: Det er meget mere end det

Anvisningerne fra Dan Jørgensen fik en blandet modtagelse i TV 2/Fyns studie i Odense.

Tonni Hansen, hvad mener du om det, Dan Jørgensen siger?

- Jeg skal prøve at se, om jeg kan invitere ham til Langeland, fordi jeg synes, der er meget mere, han skal være opmærksom på, som vi skal i kommunerne, siger Tonni Hansen.

SF-borgmesteren nævner blandt andet energirenovering af alle øens bygninger, sikring af grundvandet og kystsikring.

- Langeland har 143 kilometer kyst. Den stigende vandstand gør, at vi er udfordret i mange områder, siger Tonni Hansen, der undrer sig over, at klima- og energiministeren ikke nævnte det. 

- Jeg tror, Dan Jørgensen ret hurtigt vil blive opmærksom på, at der altså ligger meget mere i kommunerne, end han lige fik sagt der, fastslår SF-borgmesteren.

Se hele debatten fra Christiansborg om klima med Dan Jørgensen (S) og Lars Christian Lilleholt (V) samt den efterfølgende debat i studiet i Odense. 
Fotograf: TV 2/Fyn

Assens' borgmester: Dette tema er overset

Assens’ borgmester, Søren Steen Andersen (V), er enig med SF’eren.

- Der er et meget vigtigt tema, der er overset, og det er kontrol og opsyn med spildevand fra borgere og husstande. Der er masser af problemer med overløb, siger Søren Steen Andersen. 

- Man har meget travlt med at pukle på landbruget, når der er iltsvind i farvandet. Det er altså ikke landbruget alene, forsikrer borgmesteren i Assens. 

Assens Kommune er ifølge borgmesteren en af de kommuner, der har problemer med spildevandet. 

Folketinget åbnede tirsdag, hvor statsministeren traditionen tro holdt åbningstale. Det er første gang, at Mette Frederiksen holdt åbningstalen. 

Oversigt

    Oversigt