I det fynske folks tjeneste

Kommu-hva-for-noget? - Jeg tænker da aldrig over, at vi har en borgmester i byen

På Østfyns Produktionsskole er kommunalvalg lidt ligesom en by i Rusland. Men et nyt medieprojekt skal få interessen frem og stemmeprocenten op blandt de unge.

00:43

Sabine og Nicolai har styr på træet i værkstedet - til gengæld siger kommunalvalg dem ikke noget. Video: Pernille Gram

Foto: Pernille Gram

1 af 2

Sabine Bang Petersen og Nicolai Groth er elever på Østfyns Produktionsskole og i fuld gang på træværkstedet, da TV 2/FYN besøger skolen i Marslev ved Kerteminde. 

El-høvle, skarpe vinkler og store snedkermaskiner er der helt styr på. Til gengæld kniber det med dét der kommunalvalg til november. 

For at være helt ærligt, så tænker jeg aldrig over, at vi har en borgmester i byen

Nicolai Groth, elev på Østfyns Produktionsskole

- Jeg er faktisk ikke helt sikker...hvad det er, lyder det fra Nicolai Groth.

Og Sabine Bang Petersen kan ikke hjælpe sin makker. 

- Det ved jeg sgu ikke. Det ved jeg sgu ikke.  Jeg ved ikke helt, hvad det er. Jeg har overhovedet ikke været inde i det, griner hun. 

Medierne går sammen
Det er ikke kun på Østfyns Produktionsskole, at det halter med viden og deltagelse i forhold til kommunalvalget. Ved det seneste valg i 2013 stemte omkring 56 procent af de unge. 

Den lave stemmeprocent blandt de unge er et problem for demokratiet, mener blandt andre professor ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen.  Han mener, at hvis de unge ikke får etableret vanen med at stemme, når der er valg, så risikerer man en negativ spiral blandt de unge, hvor det er normalt ikke at stemme. Og den vane kan være svær at bryde.

Men nu forsøger Syddansk Universitet og flere medier at få flere unge til at sætte kryds og tage stilling ved næste kommunalvalg i november.

Læs også Medier smelter sammen: Vi skal have de unge til at stemme

Lidt usædvanligt samler Danmarks Radio, TV2 Danmark, P4 Fyn, TV 2/FYN, Fyns Amts Avis, Fyens Stiftstidende og Syddansk Universitet nemlig kræfterne for at lokke de yngste vælgere til stemmeboksen.

Det er nemlig en del af mediernes opgave, at så mange som muligt deltager i demokratiet. Det siger Troels Mylenberg, der er ansvarshavende chefredaktør for Jysk/Fynske Medier.

- Jeg vil gerne stå på mål for en ambition om, at de 18 til 25-årige på Fyn leverer en stemmeprocent på 80. Det er målet. Og hvis ikke vi har ambitiøse mål, så når vi dem slet ikke.

Indsatsen går under navnet "Demokrati- og medie"-projektet, og det er til efteråret, at hele projektet for alvor skydes i gang op til kommunalvalget den 21. november. 

- Vores målsætning er at få flere til at stemme blandt de unge. Men for at nå det, så er vi jo nødt til at finde ud af, hvordan vi får denne her målgruppe i tale, fortæller Jacob Kwon, der er nyhedschef på TV 2. 

Man googler da ikke lige en borgmester
Både Sabine og Nicolai har stemt før. Men det var til Folketingsvalget. 

- Jeg tror ikke, at valget (kommunalvalget red.) er noget, folk tænker så meget over, for borgmestere....Det er ikke lige dem, jeg synes, vi hører mest om. Man tænker altid på statsministeren og dem i København. Borgmesteren er ikke lige min første tanke. For at være helt ærligt, så tænker jeg aldrig over, at vi har en borgmester i byen, fortæller Nicolai Groth. 

Det nye projekt vil fange de unges opmærksomhed ved at udkomme på de platforme, som de unge bruger, og gennem et samarbejde med en lang række uddannelsesinstitutioner.

Sabine Bang Petersen er klar til at give kommunalvalget en chance. 

- I år tænker jeg, at jeg selv vil prøve at undersøge, hvad der er hvad, og så selv gå ned og stemme på det, som jeg gerne vil. 

Nicolai Groth mener, at der venter et stort arbejde med at få vendt udviklingen. 

- De unge, jeg kender, går ikke lige ind og sætter sig ved computeren og siger: Nu begynder jeg lige at læse om ham borgmesteren her, siger Nicolai Groth.