Kommunal affaldsplan kan underminere investering på 100 millioner kroner

Man skal ikke bruge borgernes skattepenge til at udkonkurrere private virksomheder, siger Dansk Erhverv efter Odense Kommune tirsdag besluttede, at gå videre med planer om et fælleskommunalt affaldsanlæg.

Udover mere affaldssortering til borgerne besluttede politikerne i Odense Kommune tirsdag at gå videre med planer om et nyt, centralt sorteringsanlæg. 

Anlægget skal drives sammen med andre fynske kommuner, som mener at der på Fyn er nok affald til at gøre et fælles anlæg rentabelt.

Anlægget skal kunne sortere især plastaffald, men også tekstiler og andre materialer fra borgernes affald.

quote  Det øger ikke ligefrem villigheden til at investere hos de private virksomheder

Lisbeth Hagemann, chefkonsulent, Dansk Erhverv

En rapport har vist, at de fynske kommuner kan genanvende mere med et sådant anlæg, end ved alene at lade det være op til borgerne at sortere ved husstanden.

Men den plan advares der kraftig imod hos erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv:

- Der er ikke affald nok. Når man bygger et affaldsanlæg, er det klart så går det affald fra et andet anlæg, siger chefkonsulent Lisbeth Hagelund, Dansk Erhverv.

Kan ramme trecifret millioninvestering i Ringe

På Fyn vil det ramme NC Miljø på Lervangsvej i Ringe. Her har man ifølge Lisbeth Hagelund investeret 100 millioner kroner i udvikling af teknologi til sortering af affald.

- Så det at man tager affaldet fra dem har nogle enorme konsekvenser, siger Lisbeth Hagemann.

Hun mener ikke man skal bruge borgernes penge - som der jo skal til, hvis kommunerne skal etablere et fælles sorteringsanlæg - til at udkonkurrere private virksomheder:

- Der skal meget, meget store investeringer til, som også er risikable. De ligger kun i private virksomheder. Derfor skal vi understøtte private virksomheder.

- Det handler om, hvad vi vil med vores samfund, og vi vil gerne noget mere genanvendelse og det kræver store teknologiske projekter.

Det er ikke fremsynet

- Det der sker her er, at man (kommunerne, red.) laver en kopi af et anlæg der allerede findes, så det er ikke engang fremsynet. Det øger ikke ligefrem villigheden til at investere hos de private virksomheder - og det er dem vi skal satse på. Det er dem der har 100 millioner kroner til det.

Fortsat kun et projekt

Det er endnu ikke besluttet om det fælles affaldsprojekt skal realiseres. I Odense går Venstre og Konservative ind for en model, hvor man samarbejder med private anlæg, som eksempelvis NC Miljø på Lervangsvej i Ringe.

 

Oversigt

    Oversigt