Kommunal begejstring over Musik- og Teaterhus

Odense Kommune er begejstrede for at entreprenørerne E. Pihl & Søn A.S. og Kemp & Lauritzen A/S sammen vil opføre et nyt Musik- og Teaterhus i bymidten.

Odense bliver et kulturelt fyrtårn med et Musik- og Teaterhus i Odense centrum. Det mener Odense Kommune.

- Vi er begejstrede for, at PIHL- K&L Gruppen - netop i denne krisetid - vil være med til at sikre, at vi får realiseret vores drøm om et nyt og ambitiøst Musik- og Teaterhus i Odense. Det bekræfter vores vision om, at Odense har en fremtid som kulturelt fyrtårn i Danmark, siger Anker Boye, borgmester i Odense.

Beskæftigelse på Fyn

E. Pihl & Søn A.S. og Kemp & Lauritzen A/S har dannet et nyt konsortium til at løse opgaven i Odense.

- Vi i PIHL- K&L Gruppen står nu over for en stor og meget interessant byggeopgave med Odense Musik- og Teaterhus. Det vil glæde os at blive udvalgt til i samarbejde med Odense Kommune at udarbejde og gennemføre det endelige projekt. Vi deler kommunens håb og forventninger om at kunne påbegynde selve byggeriet inden for et års tid og glæder os over, at byggeriet vil skabe beskæftigelse på Fyn - hvortil kommer, at vor gennemførelse af et kulturprojekt af det format vil styrke vore kompetencer på det internationale marked for større kulturbyggeprojekter, siger projektdirektør Flemming Bækkeskov, E.Pihl&Søn A.S.

By- og Kulturrådmanden i Odense er ligeledes glad for den nye samarbejdspartner.

- Vi har fået en kvalificeret og kompetent medspiller, som har solid erfaring med andre store og komplekse kulturbyggerier, og det er vi utroligt glade for. Vi har tillid til, at vi sammen kan realisere en moderne, innovativ ramme for kultur, undervisning, konferencer og events, som skal give huset liv og dynamik i dagligdagen og fremme såvel kunstnerisk som forretningsmæssig synergi, siger Steen Møller, By- og Kulturrådmand i Odense.

By- og Kulturudvalget behandler sagen den 20. december, og der træffes endelig beslutning i Odense Byråd i januar 2012.

Oversigt

    Oversigt